- Nyhed
Juni 2026: Steffen Hulbæk Christiansen
Steffen vil vise virksomheder, at wi-fi ikke er bare er teknik, men en strategisk ressource, der kan styrke deres forretning.
Iværksætter Steffen Hulbæk Christiansen er i dag ejer og direktør i sit eget IT- og netværksfirma, Haze Networks. Han fik idéen til firmaet en december aften i 2019 over en Hazy IPA, deraf firmanavnet. Tre måneder efter, at han etablerede firmaet, brød Covid-19 ud. Han tjente ingen penge de første 12 måneder og overlevede kun, fordi han solgte sin lejlighed. Han havde ingen forretningsplan, men lærte af alle de fejl, han begik undervejs. I dag er Haze Networks dem, man vælger, når der skal løses IT- og netværksopgaver på højt niveau. Som Steffen siger:
"Min mission er at vise virksomheder, at Wi-Fi ikke bare er teknik, men en strategisk ressource, der kan styrke deres forretning"
Din uddannelse
Hvorfor besluttede du dig for at læse IT-teknolog?
Jeg tog uddannelsen, fordi jeg som elektriker fik interesse for netværk. Min drøm var at arbejde med netværk, og IT-teknologuddannelsen gav god mening, fordi den var IT-baseret med netværk som speciale.
Det hele begyndte med en Commodore 64 i kælderen. Jeg syntes, det var det fedeste i verden. Jeg var mere interesseret i at finde ud af, hvordan computeren virkede, end at spille på den.
Hvorfor blev det EK?
Jeg valgte EK (dengang KEA), fordi de var de eneste, der udbød en uddannelse i netværk på det tidspunkt. Jeg sagde mit job op for at gå all in på KEAs IT-teknologuddannelse. Her havde vi Mike Kandi som underviser, og han var dengang klart min bedste underviser i netværk.
Efter EK flyttede jeg til Edinburgh i Skotland, hvor jeg tog en universitetsgrad i Computer Systems & Networks på Edinburgh Napier University. Jeg boede i det, der havde været en gammel kiosk i den gamle bydel. Det var som at bo i et stenhus uden isolering og varme. Men det var, hvad jeg havde råd til.
EK-studerende skal være opmærksomme på, at de med deres ECTS-point fra IT-teknologuddannelsen i dag kan komme direkte ind på Edinburgh Napier University. Efter Edinburgh var jeg i praktik i et elektrikerfirma i New Zealand.
Hvad var dit yndlingsfag på uddannelsen?
Undervisningen i netværk. Her havde vi en underviser, som var den bedste på det tidspunkt. Han var meget inspirerende, og hans undervisning gjorde mig endnu mere interesseret i netværk.
Hvordan oplevede du det sociale på dit studie?
Den sociale del var fantastisk, det bar mig igennem studiet. Fed fredagsbar og masser af aktiviteter. Jeg ville dog ønske, at der havde været flere faglige arrangementer.
Med den viden du har i dag, ville du så vælge uddannelsen igen?
Ja, IT-teknolog med netværk som speciale. Det er det, jeg brænder for.
Din karriere
Hvordan har din karrierevej set ud?
Jeg fik drømmejobbet hos NetDesign (i dag TDC Erhverv) som netværkssupporter. Efter fem år hos NetDesign følte jeg, at jeg ville noget mere. Jeg så et hul i markedet for enterprise-netværksløsninger og solgte min lejlighed for at starte Haze. Jeg startede virksomheden tre måneder før Covid-19 brød ud. Det første år, havde jeg ingen indtægt. Jeg tjente absolut nul kroner i et helt år. Min indtægtskilde var pengene fra min lejlighed.
Jeg tænkte, at hvis jeg kunne komme igennem det, så kunne det kun blive bedre. Og det gjorde det så også. Første kunde blev Parken (FCK), hvor vi drev al IT under EM 2021. Man skal aldrig give op, lige meget hvor svært det ser ud. Jeg startede også virksomheden uden at have en plan. Jeg lærte af mine fejl og fulgte min passion frem for pengene.
Hvad er det bedste ved din karriere?
Det er friheden. Vi har fokus på at være agile og omstillingsparate, det er nemmere, når man er et lille firma. Det er vigtigt for mig at brænde for det, jeg laver, og jeg har fokus på at være inkluderende. Jeg har været på en kraftigt stigende læringskurve, hvor jeg har skullet balancere mellem at være leder og specialist. Man skal fejle for at kunne gøre det bedre næste gang.
Hvilken præstation er du mest stolt af i dit arbejdsliv?
Jeg er mest stolt af at være indehaver af den højeste opnåelige certificering inden for Wi-Fi-løsninger CCIE Wireless. Det kan være et godt kort at have på hånden, når vi skal pitche nye kunder. Mine medarbejdere og jeg er i dag lead-arkitekter på Wi-Fi-løsninger for nogle af verdens største virksomheder, blandt andet i kraft vores høje certificeringsniveau kombineret med teamets høje kvalifikationer.
Vil du anbefale andre at blive iværksættere?
Ja, helt klart, hvis man har lysten og en iværksætter i maven, så skal man gøre det. Men man skal ikke gøre det, fordi det er en trend, eller fordi man jagter pengene. Det skal være noget, man virkelig brænder for.
Har du ansatte fra EK, eller kan det blive relevant?
Det kan absolut blive relevant med studerende, der har IT-teknologi med netværk som speciale. De studerende kender os ikke endnu, så vi skal skabe opmærksomhed om vores firma. Derfor har vi netop været på EK's karrieremesse, hvor vi fik masser af opmærksomhed fra interesserede studerende.
Hvor er du om 5-10 år?
Så er vi et velkendt konsulenthus i Norden med medarbejdere, der har de højeste certificeringer. En virksomhed, man har lyst til at være en del af, og et brand, der står for kvalitet frem for kvantitet.
Et godt råd
Find det område og den teknologi, du synes, er sjov at arbejde med. Invester din tid i at opbygge færdigheder og certificeringer.
Hold dig opdateret med de nyeste teknologier, og følg med, så godt du kan.
Det går så stærkt "derude", og selvom man er specialist, er det af samme grund ikke altid, at man føler sig som én.