- Service og oplevelse
ESG-rapportering og transparens i turismebranchen
Hvordan kan ESG-rapportering og transparens skabe værdi for SMV'er i turismebranchen?
Forskningsspørgsmålets sigte har været at vurdere, hvordan små og mellemstore virksomheder (SMV) kan skabe værdi ved at styrke rapportering og transparens om ESG-initiativer, og samtidig belyse, hvad der skal tilskynde ledelsen til at styrke denne del af ESG-arbejdet for derigennem at opnå en større legitimitet og værdiskabelse for virksomheden. Analyserne i projektet viser, at ESG-rapportering kan fungere som en væsentlig værdiskaber for SMV, men at effekten i høj grad er betinget af, hvordan rapporteringen er forankret i virksomhedens praksis og strategiske arbejde.
Forskningsprojektet har også klargjort, at den frivillige transparens om bæredygtighedsinitiativer ikke har tilstrækkelig troværdighed for interessenterne, primært begrundet i usikkerhed om dokumentation og kontrol. Dette taler for en tydelig kobling i virksomhedens kommunikation mellem deres ESG-aktiviteter og en pålidelig dokumentation. Det er denne udfordring, som certificeringsordninger kan bidrage med at løse, da de sikrer både validering og kontrol af fastlagte indsatsområder. Certificeringer indebærer dog samtidig betydelige krav til virksomhederne, hvilket i sig selv kan udgøre en barriere for implementeringen, da de ofte er både omkostningstunge og ressourcekrævende.
Projektets analyser viser endvidere, at de eksisterende formelle rapporteringsrammer som VSME-standarden kun i begrænset omfang bidrager til at koble rapportering med reel forretningsmæssig værdi. Dette skaber et misforhold mellem eksterne krav og interne incitamenter. Denne udfordring genkendes i et komplekst sæt af barrierer for SMV med begrænsede ressourcer og manglende kompetencer, og sammen med en uklar regulatorisk retning hæmmer det ledelsens incitament til at igangsætte ESG-initiativer.
Samtidig viser projektet også, at ESG-arbejdet er forbundet med betydelig usikkerhed blandt ledelsen i mange SMV om en tydelig sammenhæng mellem ESG-indsatser og konkrete økonomiske eller strategiske gevinster. Dette svækker også ledelsens incitament til at prioritere ESG-arbejde og rapportering. Reduktion af denne usikkerhed er afgørende for at få ledelsen i flere virksomheder til at påbegynde og/eller styrke arbejdet med ESG-aktiviteter.
Kontakt projektlederen
Denne artikel er udgivet på Cphbusiness, før KEA og Cphbusiness blev sammenlagt til EK. Navne og titler kan derfor have ændret sig. Det ændrer dog ikke på den forskning og viden, der ligger til grund for artiklen.