Gå direkte til indhold
Rikke Bjergaard Dinnetz
  • Guide

Sådan brænder du igennem til dit publikum

Læs Rikkes tre tips til et vellykket oplæg.

Rikke Bjergaard ​​​​​​er lektor i ledelse og kommunikation på Erhvervsakademi København og en af ​​Danmarks førende eksperter inden for positiv kommunikation og trivsel. Hun er også forfatter til bogen Slip frygten - grib publikum, som netop er udkommet.

Her kan du læse hendes tre tips til at brænde igennem med dine budskaber, når du står på scenen. 

1. Forstå din
kommunikationssituation

At forstå din kommunikationssituation er helt afgørende for at udarbejde og holde en vellykket tale. Når du skal forberede et oplæg, så spørg dig selv: Hvad er mit formål med at holde oplægget, hvem er mine modtagere, og hvilke behov har de?

Disse spørgsmål udgør kernen i din tales kommunikationssituation. De er bunden i lagkagen – hele det grundlag, der øger sandsynligheden for, at du opnår det, som du ønsker med din tale. Hvis du kan kommunikere til dine modtageres behov, er du sikker på at brænde igennem.​

2. Lav en fængende indledning,
hvor du involverer dit publikum

Brug lidt ekstra krudt på at lave en fængende indledning, hvor du involverer dit publikum – for eksempel ved at stille dem et spørgsmål og fortælle dem, hvad de kan få ud af at høre dit oplæg. Din indledning er vigtig, da publikum er lynhurtige til at dømme os som talere.

Inden for konsulentbranchen taler man om “20-sekunders-reglen”: At efter 20 sekunder, 20 ord, 20 skridt, så er du allerede dømt – publikum har dannet sig en mening om, hvad de synes om dig. 

3. Giv dit publikum noget,
de kan bruge

Præsentationsteknik handler ikke om at præstere, men om at give dit publikum noget, de kan bruge. Ved at fokusere på at bidrage frem for at præstere kan du skabe en lettere energi i at stille dig op og tale foran en forsamling.

Det bliver helt enkelt nemmere at nyde det frem for hele tiden at stresse over, om du nu også performer godt nok. Pludselig handler det ikke så meget om dig – men om det du reelt ønsker at give og bidrage med.