- Nyhed
"De er fandens dygtige": 3 × praktik blev til 3 × job hos Clarke Entreprise
Clarke Entreprise har ansat tre bygningskonstruktører efter praktikforløb med ansvar, tillid og tydelige forventninger.
Hos Clarke Entreprise har tre praktikanter fra uddannelsen bygningskonstruktør på EK – Erhvervsakademi København gjort et godt indtryk.
Så godt, at de alle tre er blevet fastansat direkte efter deres praktik.
"De er fandens dygtige. Jeg er meget imponeret," siger CSO/salgsdirektør Mark Giovanni Gjelstrup Lorentzen om ansættelsen af Kristian Albrecht Sørensen, Marie Prins og Matias Voigt Smidt.
De tre nyansatte har tidligere været i et halvt års praktik hos entreprenørvirksomheden, der bruger praktikforløbene til at finde og udvikle sine kommende medarbejdere.
Ansvar, forventninger
og rigtige byggesager
Hos Clarke Entreprise er praktik et seriøst forløb med ansvar og forventninger. Praktikanterne indgår i rigtige byggesager og får indblik i den rolle, de er ved at uddanne sig til.
En færdiguddannet bygningskonstruktør skal blandt andet kunne koordinere og lede de tekniske og administrative aktiviteter i en byggeproces.
"Vores praktikanter skal lære, hvordan det er at være i erhvervslivet, og fx opleve, hvad en projektleder faktisk laver. De skal ikke folde papirer, lave kaffe eller feje gulve," siger Lucas Norrild, der er COO/driftsdirektør hos Clarke Entreprise.
Men selvom rammerne er tydelige, kan overgangen fra studie til en 37 timers arbejdsuge med større ansvar være en omvæltning, fortæller Mark Giovanni Gjelstrup Lorentzen.
"Men man vokser med ansvar, og derfor giver vi det til praktikanterne," siger han.
Mennesket før CV'et
Når Clarke Entreprise rekrutterer praktikanter, vægter virksomheden de personlige kompetencer højest.
"Vi skal kunne mærke energien, et drive, at man gerne vil frem i livet. Vi kigger ikke på, om du er tømreruddannet eller maleruddannet, eller om du har en studenterbaggrund. Det faglige kan vi lære dig, men det personlige kommer indefra," siger Lucas Norrild.
Et centralt element i praktikopholdet er et kompetenceskema, hvor praktikanten sammen med en praktikansvarlig formulerer egne styrker, svagheder, interesser og mål.
"Når praktikanterne selv sætter ord på, hvad de vil opnå, får du ilden til at blomstre hos dem på en helt anden måde," siger Lucas Norrild.
Fedt at få så meget ansvar
For de tre nyansatte har praktikopholdet givet både ansvar og faglig retning.
Ifølge Kristian Albrecht Sørensen, der nu arbejder som projektleder i driftsafdelingen, fungerede kompetenceskemaet som en klar ramme for praktikforløbet.
"Vi vidste præcis, hvad vi skulle blive bedre til – og at vi nu havde et halvt år til at blive rigtigt gode til de ting, man skal kunne som projektleder," siger han.
Marie Prins, der også arbejder som projektleder i driftsafdelingen, oplevede hurtigt ansvar og tillid:
"Jeg blev kastet ud i det og fik lov at få fingrene i mulden. Det var fedt at få så meget ansvar, og at kollegerne troede på, at jeg selvfølgelig kunne."
For Matias Voigt Smidt, der arbejder som tilbudsberegner i tilbudsafdelingen, var mødet mellem teori og praksis afgørende:
"Det overraskede mig, hvor meget af det, vi havde lært på studiet, der kunne omsættes ude i virkeligheden. Jeg kunne tale byggeteknisk sprog, forstå en rådgiver og et udbudsmateriale og genkende mange andre ting."
Måske den bedste jobsamtale
For alle tre fungerede praktikken som en gensidig afprøvning.
"Vi har brugt den som en udvidet jobsamtale, tror jeg. Du har et halvt år til at vise, hvem du er, og hvad du kan," siger Kristian Albrecht Sørensen.
"Praktikken er måske den bedste jobsamtale, du kan komme til. Virksomheden får lov til at prøve dig af og finde ud af, hvem du er," supplerer Matias Voigt Smidt.
For Clarke Entreprise er praktik en vigtig del af virksomhedens strategi for talentudvikling og rekruttering af kommende medarbejdere.
"Vi oplærer selv vores folk, og det skal være et kvalitetsstempel at have været i praktik hos Clarke," siger Lucas Norrild.
Gnidningsfri overgang
Overgangen fra studerende til fastansat har været gnidningsfri, fortæller Marie Prins.
"Det kører bare, for vi kender allerede det hele. Vi har ikke skullet bruge tre måneder på at blive lært op," siger hun.
Og virksomhedens erfaring er klar: Når praktik tages seriøst, bliver overgangen fra studerende til medarbejder kortere og mere kvalificeret.
"Vi er stolte over at skabe et miljø, hvor vi uddanner mennesker og gør dem bedre. De tre, vi har ansat, er langt bedre uddannet, end jeg selv var som nyuddannet," siger Mark Giovanni Gjelstrup Lorentzen.