Fremtidens IT-talenter stiller krav: "Det handler om mere end løn"
På EK's Karrieredag mødte IT-virksomheden Magenta kompetente studerende, der ønsker jobs med mening i værdibårne virksomheder. Og et digitalt Danmark, de kan stå inde for.
Karrieredagene på EK er ikke kun praktik- og jobmatch, det er også et sted, hvor virksomheder kan få sparring fra fremtidens talenter og blive klogere på, hvad det er for nogle tendenser, der er vigtige at tage højde for i deres branche.
Det fik IT-virksomheden Magenta til at skrive sådan her på LinkedIn:
”Vi er oprigtigt imponerede. Ikke bare over interessen vi mødte – men over, hvor bevidste de studerende er om, hvad de vil arbejde med, og hvilke værdier der er vigtige for dem på en kommende arbejdsplads.”
Et tema gik igen i mange af samtalerne:
”De studerende søger meningsfulde arbejdspladser, hvor de kan gøre en forskel, udvikle sig og være en del af et fællesskab, der deler deres værdier. Og særligt her rammer vores fokus på open source og digital suverænitet tilsyneladende noget i mange af de studerende. Flere af dem forholder sig kritisk til, hvor deres data ender, og hvem der står bag den software, de bruger. Det stiller krav til os som arbejdsplads. Og det er præcis, som det skal være.”
Det er fedt, fordi det er et udtryk for, at de kan forholde sig kritisk og gør sig umage. De bidrager mere, hvis de er passionerede og glade.
Kommunikationsmedarbejder Michelle Horstbøll fra Magenta kan slet ikke genkende beskrivelsen af nutidens unge som dovne og uengagerede. Hun møder det modsatte.
”Hver gang jeg har været på Karrieredag, møder jeg unge, der er ekstremt målrettede og bevidste om, hvad de vil med deres karriere – og hvilken arbejdskultur de vil ind i. De stiller enormt mange spørgsmål og er nysgerrige.”
Ikke bare et job – en bevægelse
Magenta er en open source-virksomhed med fokus på digital suverænitet, altså at Danmark og Europa bør bevare kontrollen over egne data og digital infrastruktur – frem for at overlade det til fx store amerikanske tech-giganter. Og det resonerer med de studerende på EK:
”Min fornemmelse er, at de gerne vil være en del af noget større – en bevægelse, der rækker ud over det lavpraktiske på arbejdet. Det handler om mere end bare løn for de nyuddannede, jobbet skal gerne matche deres egne værdier og visioner for fremtiden,” siger Michelle Horstbøll.
Hun oplever, at mange studerende allerede forholder sig kritisk til, hvor deres data ender – og hvem der egentlig ejer den software, de bruger i hverdagen. Ligesom de stiller krav til deres fremtidige arbejdsplads.
”Det er fedt, fordi det er et udtryk for, at de kan forholde sig kritisk og gør sig umage. Jo mere man kan matche hinandens forventninger og behov, desto mere tror jeg også, man får ud af arbejdskraften. De bidrager mere, hvis de er passionerede og glade for at være på en arbejdsplads,” siger Michelle Horstbøll.
Bevidsthed bagt ind i uddannelsen
At de studerende møder op med en holdning til teknologi og arbejdsliv er ikke en tilfældighed, fortæller Frederikke Bender, programchef for EK Digital.
”Det er dejligt at få bekræftet, at vi har så reflekterede studerende på vores uddannelser. De tager stilling til, hvad de gerne vil – både arbejdsmæssigt og i forhold til, hvilke teknologier der bruges i de virksomheder, de søger hos.”
På EK Digital arbejdes der bevidst med digital resiliens og digital suverænitet. Og der er elementer af kritisk teknologivalg på tværs af alle uddannelser.
Frederikke Bender ser de studerendes idealisme som et styrketegn – og et ansvar.
”Studerende i dag stiller store krav til, hvad de vil beskæftige sig med. Det, de arbejder med, skal bidrage ind i en større kontekst, og de ser gerne, at arbejdspladsen har en holdning til eksempelvis bæredygtighed, diversitet og teknologivalg. Det er nogle meget idealistiske standpunkter – og jeg håber ikke, de behøver gå på kompromis, når de møder virkeligheden.”
Match handler om mere end faglighed
Et andet tema, der dukkede op i samtalerne på karrieredagen, handler om de mere personlige sider af arbejdslivet. Frederikke Bender peger på, at mange studerende i dag også er bevidste om, hvordan de arbejder bedst.
”Vi spurgte vores uddannelsesudvalg, hvordan arbejdsmarkedet forholder sig til studerende med eksempelvis neurodivergente træk. Tilbagemeldingen var, at der er plads til langt de fleste mennesker og behov – men at de studerende skal være i stand til at deklarere, hvad de har brug for. Fx at de ikke kan arbejde i storrum, og derfor har brug for at arbejde hjemme, eller ikke fungerer godt med tidlige møder. Det handler i virkeligheden om at lave de gode match.”
Og netop det gode match er noget, Magenta tager meget seriøst. Ifølge Michelle Horstbøll er virksomhedens tilgang til praktik ikke en standardpakke.
”Hos Magenta forsøger vi at tilpasse opgaverne efter faglighed og interesser, så de studerende kan vokse på de områder, der betyder mest for dem.”
Det har vist sig at være en frugtbar model. I flere tilfælde starter de studerende i praktik, hvorefter de får studiejob som så ender i fastansættelse, når de er færdige – og det gælder på tværs af fagretninger fra Multimediedesign til Datamatiker og Softwareudvikling.
Karrieredagen som mere end jobmesse
For Signe Wheatley, Stakeholder Relations Manager ved EK Partnerskaber og Karriere, illustrerer Magentas oplevelse en vigtig pointe ved Karrieredagene:
”Magentas refleksioner over deres deltagelse i EK’s karrieredag og mødet med vores studerende bringer værdifuld viden frem. Karrieredagene er ikke kun praktik- og jobmatch, det er også et sted, hvor virksomheder kan få sparring fra fremtidens it-talenter og blive klogere på, hvad det er for nogle tendenser, der er vigtige at tage højde for i deres branche.”