Gå direkte til indhold

Kom videre

Få hjælp og vejledning

Skriv til os, hvis du har et spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her.

  • Nyhed

Fyraftensmøde om ladestandere satte fokus på fremtidens løsninger

Onsdag aften samlede EK elbranchen til fyraftensmøde om ladeinfrastruktur, lovgivning og nye tekniske løsninger. Arrangementet er en del af EK’s arbejde med at udvikle nye formater og sætte retningen for teknisk videndeling.

Udviklingen på elområdet går stærkt, og kravene til kvalitet, sikkerhed og dokumentation bliver stadig større. Derfor er løbende opdatering af viden afgørende for, at branchen kan levere tidssvarende og fremtidssikrede løsninger.

 


Kunne du tænke dig at være med til de tekniske arrangementer fremover? så send en mail til Viggo: vism@ek.dk  


 

Underviser Peter Madsen fra El-området på EK indledte aftenen med et oplæg om gældende lovgivning, standarder og rammevilkår, der sætter retningen for udviklingen af ladeinfrastruktur i Danmark.

Peter Madsen fra EK fortæller:

”Elbranchen er i konstant udvikling, så derfor er det vigtigt at holde sig opdateret på lovgivningen og standarderne. Det er med at sikre, at vi som branche kan lave tidssvarende løsninger og medvirke til den grønne omstilling.”

Herefter gav Claus Kjærulf-Jørgensen fra Elma Instruments et indblik i de nyeste testinstrumenter og deres betydning for kvalitetssikring og sikkerhed ved installation af ladestandere.

Claus Kjærulf-Jørgensen fra Elma Instruments fortæller:

”De rette måleinstrumenter er afgørende for at sikre, at installationerne fungerer optimalt og lever op til kravene. Det handler om både sikkerhed og effektivitet.”

Aftenen bød også på dialog og erfaringsudveksling blandt deltagerne, hvor både tekniske udfordringer og de bredere samfundsmæssige perspektiver ved den grønne omstilling blev drøftet.

For EK er fyraftensmødet en del af arbejdet med at udvikle nye formater, der styrker videndelingen mellem uddannelse og erhvervsliv. Ifølge uddannelseschef for EK Energi, Jesper Rasmussen, handler det om at bringe den el-tekniske viden endnu tættere på branchen.

Jesper Rasmussen fortæller:

”Fyraftensmødet har til formål at vise elbranchen, at Elinstallatøruddannelsen på EK kan mere end blot at uddanne elinstallatører. Vi besidder en omfattende el-teknisk viden, som vi gerne vil formidle til branchen. Med denne type arrangementer ønsker vi at synliggøre, at vi kan være en sparrings- og samarbejdspartner – enten i forbindelse med opkvalificering af viden i virksomhederne eller som deltager i forskningsprojekter sammen med virksomheder og andre aktører fra branchen.”

Arrangementet blev til i samarbejde mellem Erhvervsakademi København og Elma Instruments samt kollegaer fra EK Kommunikation, EK Efteruddannelse og underviserne fra El-området. Fyraftensmødet fungerer samtidig som en appetitvækker for kommende tekniske arrangementer, hvor ambitionen er at bidrage til opkvalificering og sætte et nationalt benchmark for teknisk viden.


Kunne du tænke dig at være med til de tekniske arrangementer fremover? så send en mail til Viggo: vism@ek.dk  

Om forfatteren