Hun var med til at skabe oplevelser på Roskilde – nu bygger hun forretning på det, der kommer bagefter
Festivalpladsen er tømt, teltene pakket sammen og hverdagen har igen meldt sin ankomst. For Claudia Sangstad Carlsen var årets Roskilde Festival et eksempel på, hvordan studie, arbejde og iværksætteri kan smelte sammen.
Hvad end det gør seriøst ondt i håret, eller der bare er post Roskilde-blues, så kan de fleste godt mærke en uges festival i kroppen.
Det gælder også studerende Claudia Sangstad Carlsen. I løbet af festivalugen har hun arbejdet bag kulisserne med kreative brandoplevelser, og så har hun været med til at udvikle et produkt, der er skabt til netop den fase, mange festivalgæster står i nu, hvor armbåndet er klippet af: at få kroppen på ret køl igen.
Claudia læser Innovation og Entreprenørskab og sammen med sin studiegruppe har hun udviklet Bounce Back Recovery, et restitutionsprodukt, der skal hjælpe kroppen med at genoprette balancen efter fysisk belastning.
"Vi startede med fokus på tømmermænd, men ret hurtigt fandt vi ud af, at behovet er meget bredere. Vi kalder det et restitutionsmiddel og ikke et tømmermandsmiddel," siger hun om produktet, der tilfører kroppen vitaminer og næringsstoffer efter perioder med høj belastning. "Det kan være efter en festival, men det kan også være efter et maraton eller andre aktiviteter, hvor kroppen har brug for restitution."
Planen var oprindeligt at teste Bounce Back på dette års Roskilde Festival, men gruppen nåede ikke at blive klar.
Roskilde som laboratorium
25-årige Claudia Sangstad Carlsen var dog i den grad en del af festivalen alligevel. Hun afslutter sin bachelor i Innovation og Entreprenørskab til januar, og ved siden af studiet arbejder hun som forretningsudvikler hos det kreative bureau 96 Studio Creation, hvor hun har været involveret i bureauets aktiviteter på årets Roskilde Festival.
Bureauet arbejder med markedsføring, events, styling og musikvideoproduktion og har blandt andet stået bag styling af flere af årets artister samt nogle af Zara Larssons dansere. Claudia Sangstad Carlsen var også med til at lave en aktivering for det danske tøjmærke Woodbird på festivalen.
"Woodbird har et univers, hvor Danmark og Sydkorea smelter sammen. De arbejder blandt andet med koreanske modeller og DJs, og det var den fortælling, vi skulle bringe til live i en oplevelse på festivalen."
Jeg bruger min uddannelse hver eneste dag. Organisationsledelse bruger jeg som leder, og mange af de kompetencer, jeg har inden for events og innovation, kommer direkte fra uddannelsen.
Fra praktik til lederrolle
Claudia Sangstad Carlsen var i forbindelse med sin uddannelse i praktik hos 96 Studio Creation. I dag er hun leder og arbejder med forretningsudvikling i bureauet. "Det er en forholdsvis ny virksomhed, og derfor har jeg haft mulighed for at tage meget ansvar, og gå fra praktikant til leder på relativt kort tid."
For Claudia er sammenhængen mellem studiet og jobbet tydelig:
"Jeg bruger min uddannelse hver eneste dag. Organisationsledelse bruger jeg som leder, og mange af de kompetencer, jeg har inden for events og innovation, kommer direkte fra uddannelsen." Og det er måske det, der kendetegner EK og Innovation og Entreprenørskab bedst: At idéerne ikke bliver i undervisningslokalet, men finder vej ud i virkeligheden.