Gå direkte til indhold

Kom videre

Få hjælp og vejledning

Skriv til os, hvis du har et spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her.

  • Nyhed

Malak oplevede en anden optometri­verden i Vancouver

Et valgfag i international optometri sendte Malak til Canada – og hjem med helt nye øjne på sit fag. Ikke mindst muligheden for at aflaste øjenlæger.

 

Når man studerer optometri i Danmark, ved man, at der er jobgaranti i en optikerforretning, hvor man laver alt fra synsprøver til hjælp med valg af stel og brilleudleveringer. Men hvad nu hvis hele den forståelse af, hvad en optometrist er og kan, pludselig blev vendt på hovedet? Det skete for Malak, der studerer optometri på EK – Erhvervsakademi København, da hun som en del af valgfaget International Optometri tog til Vancouver i Canada.

Samme kæde, to verdener

Malak Kahtan Najem Al Rubeyi tilbragte to uger i Vancouver, British Columbia, hvor hun blandt andet var i en Specsavers-butik – det internationale navn for Louis Nielsen. 
”Jeg arbejdede selv hos Louis Nielsen i Danmark, som er en del af samme internationale kæde. Derfor var det ekstra spændende at opleve, hvordan den samme kæde fungerer i to forskellige lande og sundhedssystemer,” siger hun.

Men selv om logoet over døren var bekendt, var arbejdet bag disken det langtfra. En af de mest påfaldende forskelle viste sig hurtigt: I Canada er en optometrist udelukkende i undersøgelsesrummet og foretager synsprøver. Den dobbeltrolle, som mange danske optometrister kender – at være både den der undersøger øjnene, og den der efterfølgende hjælper med at vælge stel og sælge brillerne – eksisterer simpelthen ikke på samme måde derovre.

Optometrister har højere status i Canada

Det var dog ikke kun arbejdsdelingen, der overraskede Malak Kahtan Najem Al Rubeyi. Det var hele den faglige status, optometristerne nyder i det canadiske sundhedssystem.
”Jeg blev især overrasket over, hvor højt optometrister er placeret fagligt, og hvor stor tillid der er til deres vurderinger. De fungerer i mange tilfælde som primære sundhedsprofessionelle inden for øjenområdet og har et ansvar, som i nogle sammenhænge kan minde om lægers rolle her i Danmark,” siger hun.

Det skal dog retfærdigvis siges, at i Canada er uddannelsen til optometrist længere end den danske bacheloruddannelse, og titlen lyder Doctor of Optometry. Det betyder, at canadiske optometrister har et væsentligt større ansvar end deres danske kolleger.

Optometrister kan aflaste øjenlæger

Oplevelserne i Vancouver satte tanker i gang, og rejste et naturligt spørgsmål: Bør optometristers rolle i Danmark udvides? For Malak er svaret både og:

”Jeg synes godt, at nogle dele af optometristers rolle i Danmark kunne udvides. For eksempel kunne danske optometrister i højere grad være med til at kontrollere for tilstande som grå stær, måle og følge op på øjentryk samt have mulighed for at dryppe øjnene for at udvide pupillerne ved undersøgelser. Det er områder, vi allerede bliver undervist i, og det ville også kunne aflaste øjenlægerne,” siger hun.

Hvilket giver god mening, fordi der i Danmark er meget lang ventetid hos øjenlægerne.
Samtidig mener hun, at den danske model også har sine egne styrker – særligt i den tætte relation til patienten.

”Den samme optometrist følger ofte patienten gennem alle led, og det skaber tryghed. Derfor tror jeg mest på en løsning, hvor ansvaret udvides, men hvor vi stadig bevarer den patientnære tilgang,” siger Malak.

Et ophold med både faglig og personlig betydning

På valgfaget International Optometri på EK definerer de studerende selv deres projekt i samarbejde med en vejleder. De vælger en problemstilling, som belyses gennem udlandsopholdet. Formålet er at give de studerende blik for, hvordan faget organiseres og praktiseres på tværs af grænser – og at bringe den indsigt med hjem.

”Opholdet gav mig nye perspektiver på både optometri som fag, og hvordan sundhedssystemer kan organisere samme profession på meget forskellige måder,” siger Malak Kahtan Najem Al Rubeyi.

Om forfatteren

Læs også