Gå direkte til indhold

Kom videre

Få hjælp og vejledning

Skriv til os, hvis du har et spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her.

  • Nyhed

Røde Kors’ nye kampagne er skabt af EK-studerende

Da Røde Kors ville have bedre fat i de unge, blev det seks studerende fra Designteknologuddannelsen, der kom til at stå for hele det visuelle udtryk. Kampagnen er netop rullet ud på gymnasier over hele landet.

Hvordan får man flere unge til at engagere sig i en indsamling?

I efteråret samarbejdede Røde Kors med studerende på Marketing & Communication Design, fordi organisationen ønskede nye idéer til, hvordan de kunne tiltrække flere unge ambassadører og indsamlere til deres gymnasieindsamling. Blandt mange stærke forslag skilte særligt én gruppe sig ud.

I dag er gruppens koncept blevet til virkelighed. Det nye visuelle univers til gymnasieindsamlingen – fra plakater og flyers til sociale medier, bannere og ambassadørwebsite – er lanceret på gymnasier i hele Danmark.

”Det er en ret særlig følelse at se et projekt, man har været med til at udvikle, blive delt af Røde Kors. At få lov til at bidrage til gymnasieindsamlingens nye visuelle udtryk har været både lærerigt og meningsfuldt,” siger Nethe Ballegaard, en af de studerende bag kampagnen.

Fra katastrofer til fællesskab

Da de studerende gik i gang med opgaven, lagde de hurtigt mærke til én ting: Den tidligere kampagne talte ikke helt det samme sprog som målgruppen.
Så istedet for at justere enkelte elementer valgte gruppen at udvikle en helt ny visuel identitet og et nyt koncept.

”Vi syntes, det eksisterende udtryk virkede lidt gammeldags. Mange unge har svært ved at spejle sig i de meget alvorlige billeder og forstå, hvordan de selv kan bidrage. Derfor ville vi gerne skabe noget, der føltes mere inviterende,” fortæller gruppen, der består af Rebecca Falch, Annabell Julia Gadtoft, Christina Burggraaf, Christopher Ammar Christensen, Oliver Wilson og Nethe Ballegaard. 

Resultatet blev et mere energisk, håndholdt og ungdommeligt udtryk. Stadig tydeligt Røde Kors, men mere råt og med mere fokus på fællesskabet.

”Vi flyttede fokus fra krig og kaos til følelsen af at være en del af noget større. Vores ambition var at vise, at man ikke behøver redde verden alene. Man kan være en del af et fællesskab, hvor unge sammen kan gøre en forskel.”

Fagligheden holder uden for klasselokalet

For de studerende har det været en oplevelse ud over det sædvanlige at følge projektet hele vejen fra de første idéer til den færdige kampagne.

”Vi er virkelig stolte af resultatet, men det er også lidt vildt at vide, at ens arbejde nu hænger så mange steder.”

Samtidig har processen givet et indblik i den virkelighed, der venter efter studiet.
En af de største overraskelser har været omfanget af arbejdet bag en professionel kampagne.

”Man ser ofte kun det færdige resultat. Men der ligger utrolig mange beslutninger, tilpasninger og samarbejder bag.”

Arbejdet har samtidig givet de studerende et indblik i de kompromiser, der følger med professionelle design- og kommunikationsprojekter.

”Det er ikke alt, der er blivet præcis, som vi selv havde tænkt. Men sådan er virkeligheden. Det har været en vigtig erfaring at få med.”

Netop koblingen mellem teori og praksis er noget, de studerende fremhæver som en styrke ved uddannelsen. Selvom opgaven var omfattende, følte gruppen sig godt rustet.

”Vi har brugt alt det, vi har lært på uddannelsen. At forstå brands og matche kommunikationen efter det – både strategisk og kreativt. Ligesom forståelsen for at arbejde med en virksomhed eller ngo også er noget, vi har med fra uddannelsen, fordi undervisningen er så praksisnær.”

Et friskt blik på en vigtig kampagne

Også Røde Kors fremhæver de studerendes evne til at omsætte idéer til konkrete løsninger.

”Det var tydeligt, at de kunne tage et koncept hele vejen fra idéudvikling til et færdigt produkt. Vi var især imponerede over, hvor stærkt de formåede at koble deres faglige viden med praksis. De leverede løsninger, der både var kreative, gennemtænkte og klar til brug,” siger Mathias Krogaard, projektkoordinator for fundraising og marketing i Røde Kors.

”Så det har været en rigtig positiv oplevelse at samarbejde med de studerende om vores kampagne. De har mødt opgaven med stort engagement, nysgerrighed og en god forståelse for at udvikle løsninger, der fungerer godt inden for kampagnens rammer.

De kommer med et friskt blik på vores kampagne, hvilket udfordrer vores vante måder at tænke på. Det synes vi både er relevant og værdifuldt i en kampagne, som Røde Kors selv har arbejdet med i mange år.”

 

Om forfatteren