Gå direkte til indhold

Kom videre

Få hjælp og vejledning

Skriv til os, hvis du har et spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her.

  • Nyhed

Sandra tog sin optometri-uddannelse til Ghana

Med rødder i Ghana og briller i bagagen tog optometristuderende Sandra til Accra – ikke for at hjælpe, men for at lære.

Begge Sandras forældre kommer fra Ghana, og det var her, hun fik sin første synsprøve – en oplevelse, der siden formede hendes valg af uddannelse.

Derfor var det også oplagt, at hun tog tilbage til Ghana som led i faget international optometri på EK. Ikke som en anden Mother Teresa, men for at lære af ghaneserne i hovedstaden Accra og vise et andet og mere nuanceret billede af det afrikanske kontinent, end det man ofte ser i medierne.

"Jeg valgte bevidst ikke at rejse ud til landsbyer for at udføre synsprøver eller tage billeder af mig selv i rollen som den 'hjælpende' vestlige. Jeg oplever en tendens til, at Afrika bliver fremstillet som et fattigt kontinent, hvor fokus ligger på, hvordan Vesten hjælper de fattige. Det understøtter et white savior-narrativ, hvor den lokale befolkning reduceres til passive modtagere."

Et mere nuanceret billede

Sandra Lamile Lamptey valgte at bruge sit ophold på noget andet: at forstå, hvordan optometri fungerer i Ghana på helt almindelige klinikker – og hvad hun kunne tage med hjem.

”Min opgave var at observere, lære og finde nye metoder, som kan bidrage til optometri i Danmark.”
Første stop var Ghana Blind Union Eye Care Center i Accra, der samarbejder med Synoptik om et initiativ, hvor der doneres briller og tilbydes gratis synsprøver.

På første semester på optometriststudiet rengør de studerende brugte briller, måler styrkerne og pakker dem klar til donation. Og i sit arbejde hos Louis Nielsen oplever Sandra løbende kunder, der afleverer gamle briller til videre brug.

"Det var interessant at opleve den anden side af transaktionen og følge brillernes rejse fra Danmark til Ghana," siger hun.

Faglig øjenåbner

Ghana Blind Union gør dog mere end at uddele briller. Centeret hjælper svagsynede borgere ved at uddanne dem til for eksempel syersker eller tømrere og tilbyder støttehjælpemidler som lupper til dem, der har brug for mere end en almindelig læsebrille. Borgere uden råd til briller kan desuden få dem gratis.

Men endnu vigtigere fik Sandra en faglig øjenåbner. Sundhedstjek på klinikken blev nemlig udført uden et såkaldt funduskamera – i stedet brugte optometristerne et håndholdt oftalmoskop.

"Det gjorde mig bevidst om, hvor afhængig jeg selv har været af funduskameraet i min praktikperiode. Det vækkede en interesse i at blive bedre til den manuelle metode i mit daglige arbejde," siger hun og tilføjer: "I Accra kan der fx forekomme strømafbrydelser, så teknologien ikke altid fungerer – derfor er det en fordel at kende de manuelle metoder til at vurdere kundernes nethindebilleder."

Kæde med klinisk tyngde

Andet stop var Delcielo Optical, en af Ghanas større optikerkæder med flere filialer i Accra. Et bevidst valg fra Sandras side, fordi hun ønskede at sammenligne med sin hverdag i den danske optikerkæde Louis Nielsen.

”Lighederne var overraskende mange. Kundevejen er næsten identisk: assistenter tager imod kunden, optometristen udfører synsprøven, og assistenten hjælper efterfølgende med stelvalg og salg. Begge kæder tilbyder OCT-scanninger og kører kampagner såsom 2-for-1.”

Men der var også markante forskelle. Delcielo sliber selv de fleste glas i butikken, hvilket betyder, at brillerne ofte er klar på under en halv time. Louis Nielsen producerer derimod glas på egen fabrik. Og så er der uddannelsen: i Ghana er optometrister uddannede som læger, mens danske optometrister er professionsbachelorer. Det har nogle konkrete konsekvenser.

"I Danmark må vi ikke ordinere medicin eller dryppe med pupiludvidende øjendråber – det kræver et besøg hos øjenlægen," forklarer Sandra.

Det, der imponerede hende mest hos Delcielo, var den kliniske tilgang i en kædebutik. Både OCT og synsfeltsundersøgelser blev udført flere gange dagligt, og klinikken modtog desuden henvisninger fra andre klinikker – herunder Ghana Blind Union.

Sandra tog hjem fra Ghana med teoretisk og praksisnær viden om optometri i en international sammenhæng – og en skarpere bevidsthed om sin egen praksis herhjemme. 

Om forfatteren