- Nyhed
Smykker der gemmer på noget
Med blandt andet kamelben, ultratyndt metal, kohorn og blonde har de studerende på smykker, teknologi og business udforsket grænserne mellem kunst, funktion og materialers egenskaber i deres arbejde med at skabe smykker, der gemmer på noget.
En medaljon kan være meget mere end et smykke. Den kan være en beholder for tanker, dufte, historier og håndværksmæssig innovation. Det viser studerende på smykker, teknologi og business, der har skabt fascinerende smykker, der rækker ud over den klassiske medaljon.
En har ladet sig inspirere af gamle døre, beslag og hængsler – elementer, der normalt holder ting sammen og giver adgang. Resultatet er en håndlavet bog i kobber og messing, komplet med fine små hængsler, og hvor siderne kan udskiftes.
"Opgaven var at skabe en beholder. Min bog er en beholder for papiret, men den indeholder også tanker," forklarer den studerende.
Det teknisk udfordrende objekt har krævet præcision og tålmodighed, men løsningen er også langtidsholdbar: I stedet for at udskifte hele bogen, kan man nøjes med at udskifte siderne. Et smykke der både bevarer og fornyer.
Kamelben og støv
Arbejdet med utraditionelle materialer har åbnet nye døre for flere af de studerende fx kamelben.
”Jeg har aldrig prøvet at arbejde i kamelben før, så den skyndte jeg mig at hapse. Det er et dejligt materiale, men det støver ret meget," siger den studerende, som skabte et møl i ben og sølv, hvilende på puder af mos.
Bean in a can – og duften af bacon
En anden studerende valgte også at bruge kamelben formet som en bønne, der ligger i en æske – bean in a can.
"Det er spændende og fedt at prøve at arbejde i andre materialer end de sædvanlige."
På toppen af æsken sidder et lille buttet hjerte udformet skabt af horn, nærmere bestemt kohorn. Processen med at forme i kohorn kom dog med en uventet sidevirkning:
”Det lugter altså af bacon, lige så snart du filer og skærer i det."
Parfume i sølv
En anden studerende ønskede at arbejde med stoflighed – bogstaveligt talt. Hun har derfor valset et stykke blonde ind i en sølvkugle. Inde i kuglen er et kvindeansigt, som kan åbnes.
”Heri kan man lægge et stykke stof vædet med parfume, så du bærer parfume, men uden at have det direkte på dig," forklarer den studerende.
Smykket aktiverer flere sanser samtidig, og giver bæreren mulighed for at bruge duft på en ny måde.
Showpiece i ultratyndt metal
Smykker kan placeres mange andre steder end på ringfingeren. Det viste en af de studerende ved at placere sit smykke foran ansigtet.
"Smykker som er placeret usædvanlige steder tiltaler mig. Derudover har jeg udfordret mig selv ved at valse metallet ultratyndt.”
Det ultratynde metal giver smykket en nærmest svævende kvalitet – en fysisk lethed der matcher den konceptuelle frihed i placeringen.
Om forfatteren