Gå direkte til indhold

Kom videre

Få hjælp og vejledning

Skriv til os, hvis du har et spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her.

  • Nyhed

Startup høster international ros for AI-værktøj, der lærer elever at tænke selv

Lina Hajjar har udviklet et AI-baseret matematikværktøj, der lærer børn og unge matematik, men uden at servere svarene på et sølvfad. Hendes startup har netop vundet Global Recognition Award 2025 og i næste måned skal hun præsentere på en stor europæisk konference.

På blot få måneder er Lina Hajjar gået fra studerende til international prisvinder. Hendes startup AI-Dev Solutions har netop modtaget Global Recognition Award 2025 – en bemærkelsesværdig bedrift for en lille dansk virksomhed, der blev grundlagt i EK’s Startup hub i maj måned.

"Siden jeg var fire år gammel, har jeg drømt om at bygge noget, der var mit eget. Jeg vidste ikke præcis hvad, men jeg vidste, at jeg ville skabe, innovere og gøre en forskel," fortæller den 39-årige Lina Hajjar, der har en kandidat i matematik fra Beirut og nu studerer på datamatikeruddannelsen på EK.

Matematik møder kunstig intelligens

Flagskibet i hendes Startup Ai-Dev Solutions hedder MathAI, og er et AI-baseret læringsværktøj, der hjælper elever med matematik gennem trin-for-trin vejledning i et chatformat, hvor de kan stille spørgsmål. Men i modsætning til mange andre AI-værktøjer serverer MathAI ikke bare svarene med et klik.

"Systemet giver ikke svarene, men guider eleverne i processen, så de lærer at forstå stoffet," forklarer Lina. Målet er at skabe et trygt digitalt rum, hvor elever kan stille spørgsmål og få hjælp, uden at miste muligheden for selv at lære.

Fra bekymret mor til innovativ iværksætter

Lina Hajjaj er mor til tre børn, hvoraf to er teenagere, og har selv undervist, så hun har på første hånd oplevet, hvordan unge mennesker interagerer med AI-teknologi.

"Jeg kan se, hvordan mange elever kæmper med matematik uden at få den nødvendige hjælp. Privatundervisning er dyrt og derfor ikke en mulighed for alle," siger hun. "Samtidig oplever jeg, at Gen Z ofte misbruger AI og værktøjer som ChatGPT, hvilket mange forældre er bekymrede over."

Det var denne kombination af behov og bekymring, der fik hende til at se potentialet i at skabe en AI-løsning, der både introducerer teknologien på en fornuftig måde og samtidig hjælper eleverne med at løfte deres faglige niveau i matematik.

Et team af EK-studerende med store ambitioner

Lina har samlet et team af unge udviklere, alle fra EK. Først kom Lukas Maibom som praktikant – han er nu færdiguddannet datamatiker. For et par måneder siden sluttede Anas Faisal og Jawad Fakhreddine sig til holdet, begge på det sidste semester på datamatikeruddannelsen.

"Vi har allerede talt om, at de bliver co-founders, når deres praktikperiode slutter," fortæller Lina Hajjaj.

International anerkendelse

For Lina handler det om mere end bare teknologi – det handler om at demokratisere adgangen til både AI og kvalitetsundervisning.

"Jeg er optaget af livslang læring og drevet af en mission om at gøre AI forståelig, tilgængelig og menneskecentreret," siger hun.

Og det er netop en af begrundelserne for den internationale anerkendelse i form af Global Recognition Award 2025, som AI-Dev Solutions modtog for sit "exceptionelle bidrag til at demokratisere uddannelse i kunstig intelligens og gøre banebrydende teknologi tilgængelig for ikke-tech kyndige i hele Europa og MENA-regionen."

Alex Sterling, talsmand for Global Recognition Awards, roste virksomheden for at "eksemplificere potentialet i at gøre avanceret teknologi tilgængelig for alle ved at kombinere teknisk ekspertise med læringsinnovation, der skaber varig forandring på tværs af samfund og brancher."

Planen er at tilbyde løsningen til private kunder, specialskoler og på længere sigt samarbejde med det offentlige skolevæsen.

I næste måned skal Lina Hajjaj og teamet præsentere på en stor europæisk konference, men hun holder kortene tæt til kroppen.

”Jeg vil gerne holde detaljerne hemmelige, da det er en meget stor begivenhed for os, og vi vil gerne lancere samlet. Men vi kommer meget snart med en rigtig spændende nyhed."