Gå direkte til indhold

Kom videre

Få hjælp og vejledning

Skriv til os, hvis du har et spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her.

  • Nyhed

Studerende bygger digital fremtid for forældre­løse børn i Malawi

25 studerende fra Digital Konceptudvikling har udviklet en uddannelses-platform til Jacaranda School for Orphans i Malawi – et projekt, der kan ændre mulighederne for 400 børn i et af verdens fattigste lande.

HIV/AIDS har efterladt tusindvis af børn uden forældre i Malawi, et af verdens fattigste lande. Men på Jacaranda School for Orphans får nogle af de mest udsatte børn ikke bare en uddannelse, men også mad og et fællesskab.

Skolen har i årtier haft et stærkt fokus på kunst og kultur, og nu vil den også åbne elevernes øjne for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik – områder som går under betegnelsen STEM.

Og det er her, de 25 studerende fra Digital Konceptudvikling på EK kommer ind i billedet.

Barnepigeløn i Los Angeles grundlagde skole

Marie da Silva voksede op i Malawi, og har selv mistet 14 af sine nærmeste familiemedlemmer til HIV/AIDS, herunder sin far og brødre. Som ung kvinde kom hun til Los Angeles, hvor hun arbejdede som barnepige. 

I 2002 fortalte hendes mor, at den lokale skole blev lukket, vel at mærke i et samfund hvor uddannelsesmulighederne var minimale, og antallet af forældreløse børn støt stigende.

Marie besluttede at åbne en skole i sit barndomshjem for 50 børn. Moderen stod for den daglige drift, og Maria finansierede det hele på sin barnepigeløn.

Langsomt voksede skolen. I 2008 lavede CNN et indslag, og derefter begyndte donationerne at komme, så i 2010 kunne Marie forlade Los Angeles og vende hjem til Malawi for at hellige sig skolen på fuld tid.

I dag rummer Jacaranda Foundation 400 elever, en sundhedsklinik, en skolehave med høns og et bibliotek med 6.000 bøger. Og nu også en helt ny uddannelsesplatform skabt af EK-studerende.

Bureau-organisering med ægte resultater

De studerende på valgfaget ’Sustainable Concept Development’ fik til opgave at lave en digital platform, der kan vække elevernes interesse for STEM-fagene og understøtte dem i at se naturvidenskab og teknologi som en attraktiv karrierevej. 

Drømmen om at blive læge eller sygeplejerske har traditionelt haft høj status og tiltrukket stor interesse, men der er et ønske om at åbne elevernes blik for et bredere spektrum af uddannelses- og karrieremuligheder.

De 25 studerende organiserede sig som et rigtigt digitalt bureau med projektleder, designteam, UX-team, content-ansvarlige og et teknisk team. Hver morgen mødtes de til statusmøder, koordinerede næste skridt og sikrede, at alle dele af projektet hang sammen.

"De studerende omsatte alt det, vi underviser i og taler om på uddannelsen, til praksis. Det gjorde arbejdet både konkret og virkelighedsnært. Setup’et som et 'bureau' med projektleder, designteam, UX-team, content og tech gjorde også oplevelsen meget autentisk," siger Julia Polinna, underviser på Digital Konceptudvikling.

Meningsfyldt arbejde

Og netop autenticiteten og den læring, der opstår, når 25 meget forskellige mennesker skal finde fælles fodslag bliver også fremhævet af de studerende:

"Det krævede meget kommunikation, koordinering og tålmodighed, men det gjorde også processen mere realistisk og lærerig. Jeg synes især, det var interessant at se, hvordan samarbejdet udviklede sig undervejs, og hvordan vi blev bedre til at fordele ansvar, lytte til hinanden og få projektet til at hænge sammen som en helhed. 

Man fik en virkelig fornemmelse af, hvordan arbejdslivet foregår."

En anden studerende peger på det særlige ved at arbejde med noget, der skal bruges én til én i virkeligheden:

"Det har bare været helt igennem fantastisk at få lov til at gøre en stor forskel for Jacaranda School for Orphans. Det er dejligt at mærke, hvor meningsfuldt det, man laver, kan være – og at noget, vi har lavet på vores uddannelse, går live."

Direkte dialog med eleverne i Malawi

En central del af projektet var, at de studerende fra EK ikke blot designede til Jacaranda – de designede med eleverne. Gennem hele projektperioden foregik kommunikationen mellem Malawi og København online, hvor grupper af studerende var koblet direkte til grupper af elever fra Jacarandas secondary school, der fungerede som både informanter, respondenter og medskabere.

Og mange af de studerende nævner netop samtalerne med børnene i Malawi som betydningsfulde:

"Det mest spændende for mig var at kommunikere med eleverne i Malawi, fordi det gav et indblik i deres hverdag og læringsmiljø."

JacaSTEM lever

De studerende satte sig tidligt det meget ambitiøse mål, at de ikke ville levere et koncept eller en prototype, men et færdigt produkt, som Jacaranda-skolen kunne tage i brug med det samme.

Og det lykkedes. Resultatet hedder JacaSTEM, og er en farverig, interaktiv og brugervenlig platform, som eleverne på Jacaranda selv kan tilgå og videreudvikle.

"Hjemmesiden er et redskab til at udvikle nysgerrighed og kreativitet blandt vores elever, samtidig med at den øger deres interesse i naturvidenskabelige emner og forbereder dem på deres fremtid,” siger grundlægger Maria da Silva og Luc Deschamps, Executive Director.

”Tak til EK-teamet for at dykke ned i kulturen og uddannelsessystemet i Malawi og for at færdiggøre platformen på så kort tid! Zikomo!”

Zikomo betyder tak på chichewa, det dominerende sprog i Malawi. Og muligvis kan de studerende høre det ansigt til ansigt næste år, hvis alt går vel, og de studerende på Digital Konceptudvikling drager mod Malawi og Jacaranda School for Orphans.

Om forfatteren