- Nyhed
Studerende sørger for, at Roskilde Festival står rigtigt
Når portene til Roskilde Festival åbner lørdag, står scener, boder og telte præcis dér, hvor de skal. Og det kan vi blandt andet takke Camilla og Emil fra kort- og landmålingsteknikeruddannelsen for.
Inden de første festivalgæster strømmer ind på festivalpladsen, har Emil Madsen og Camilla Juul Madsen allerede sat deres aftryk på Nordeuropas største musikfestival.
De to studerende på kort- og landmålingsteknikeruddannelsen på EK har spillet en vigtig rolle i, at de tomme græsmarker kan forvandle sig til Danmarks fjerdestørste by i en uge. En opgave, der kræver præcision, overblik og de kompetencer, de to studerende har opbygget på uddannelsen.
”Det er fedt at komme ud og bruge det, man har lært på studiet. Man føler virkelig, at man er med til at skabe noget,” siger Emil Madsen.
Hele festivalen starter med et punkt på et kort
Camilla og Emils opgave har været at sikre, at festivalens mange elementer bliver placeret præcis, hvor de skal.
Arbejdet foregår med professionelt landmålingsudstyr og handler om at omsætte digitale planer til fysiske markeringer på festivalpladsen.
”Hvis der skal stå en bod eller en scene et bestemt sted, så har vi koordinaterne. Dem måler vi ind og markerer med pinde, så dem, der skal bygge op, ved præcis, hvor tingene skal stå og hele logistikken kan fungere,” siger Camilla og Emil, som har udført arbejdet på frivillig basis til gengæld for festivalarmbånd og drinksbilletter.
”Jeg glæder mig rigtig meget til at se Aphaca. Og så bliver det bare rart at være på Roskilde og slippe tøjlerne lidt i en uge,” siger Emil Madsen.
Camilla Juul Madsen glæder sig til ”Zara Larsson, Tobias Rahim, Addison Rae og Tessa.”
Har allerede fået job
Selvom Camilla og Emil først afslutter deres uddannelse til januar, er fremtiden og fuldtidsjob allerede på plads for dem begge.
Emil har skrevet kontrakt med SKEL.dk, mens Camilla er blevet ansat hos HLM.
”Det er dejligt allerede at vide, at man har et job bagefter.”
Den store efterspørgsel på kort- og landmålingsteknikere betyder, at mange studerende får job allerede under uddannelsen.
Begge skal arbejde med bygge- og anlægsprojekter, hvor præcise målinger er afgørende.
”Man kan ikke gå i gang med et byggeri, før vi har været ude og sætte det af med vores udstyr,” forklarer Camilla Juul Madsen.
”Det er trods alt noget nemmere, end hvis håndværkerne selv skulle gå rundt med en tommestok og finde ud af, hvor det hele skal placeres.”
Emil Madsen skal til Kalundborg, hvor Novo Nordisk bygger en helt ny fabrik:
”Det er lidt utraditionelt, fordi man normalt er én eller to landmålere på en byggeplads. På Novo bliver vi 25-30.”
Når musikken går i gang, og 130.000 mennesker bevæger sig rundt på festivalområdet, vil de færreste nok tænke over, hvem der har sørget for, at alt står rigtigt.
Men for Emil og Camilla er det netop noget af det særlige ved faget: At være med til at skabe rammerne for oplevelser, byggeprojekter og byudvikling – og se det hele blive til virkelighed.