- Nyhed
Studiecase førte til fuldtidsforretning for William og Mattias
En case for Royal Stage i Hillerød blev startskuddet til egen virksomhed for markedsføringsøkonomerne William og Mattias. De driver i dag WIMA Media – et bureau med fem ansatte, der hjælper lokale virksomheder i Hillerød og omegn med digital marketing.
Idéen til at starte en virksomhed kom ikke af sig selv.
Faktisk kom den først, da Royal Stage ringede for at høre, om markedsføringsøkonomerne William Momberg og Mattias Jørgensen ville komme i praktik og gøre alvor af deres studieprojekt:
At stable en endagsfestival på benene for at åbne lokale, unge øjne op for alt det, der sker i event- og koncertstedet Royal Stage.
Samtidig fik de en kontorplads hos Royal Stage. Og her blev der plads til andet end praktikken.
De fandt nemlig hurtigt ud af, at de gerne ville lave flere projekter sammen. Derfor startede de den fælles virksomhed WIMA Media – et bureau, der hjælper lokale virksomheder på Sjælland med produktion af content og administration af sociale medier.
“I første omgang sagde vi ja til en praktikplads, hvor vi skulle lave den festival, vi havde pitchet som et studieprojekt. Men det blev også starten på vores egen virksomhed, fordi vi fik øjnene op for at lave flere projekter sammen,” fortæller William Momberg.
“Der var fuld knald på. Vi havde 37-timers arbejdsuge med praktikken, hvor vi på tre måneder skulle planlægge, markedsføre og afholde vores festival. Det gik dagen med. Fra 16–18 skrev vi hovedopgave. Og fra 18–22 tog vi WIMA videre ved siden af vores praktik, fordi vi blev så hooked på at lave mere,” siger Mattias.
De tre måneders arbejde kulminerede med One Day Festival, hvor kunstnere som Top Gunn, Danser med Piger og Emil Lange optrådte. De fik solgt og uddelt mere end 1.400 billetter til arrangementet til lokale unge.
Fra praktik til forretning
Siden praktikforløbet er samarbejdet med Royal Stage fortsat. Siden sommeren 2024, hvor William og Mattias afsluttede studiet, har de hjulpet Royal Stage med produktion af content og marketing.
“Man kan vel sige, at det er gået helt efter bogen: Vi fik lov til at udfolde al vores teori i praksis. Og det har lært os virkelig meget, at vi fik lov til at arbejde på så fed en case. Fordi vi kunne se en stor, sej virksomhed, hvor vi faktisk kunne gøre en forskel,” siger Mattias og uddyber:
“Det lærte os, at man skal tænke kreativt for at få enderne til at mødes. Man kan ikke bare kigge i en model. Man skal finde ud af, hvordan en virksomheds faktiske ressourcer kan omsættes til noget, der virker i virkeligheden og ikke kun på papiret. Og det har vi taget med os ind i WIMA.”
WIMA på væggen
Da WIMA slog dørene op på fuldtid, blev endnu en tidligere erhvervscase fra studiet til et samarbejde.
Danbolig Erhverv i Hillerød kontaktede William og Mattias for at høre, om de kunne hjælpe med at producere boligvideoer.
Det ene førte til det andet, fortæller William og Mattias. Opgaver for ejendomsmæglere rundt omkring i Nord- og Midtsjælland fylder i dag mere end halvdelen af omsætningen i WIMA. Resten udgøres indtil videre af samarbejder med lokale erhvervsdrivende i Hillerød og omegn.
Opgaverne strækker sig fra produktion af indhold – fra idégenerering til færdig video og tekst – til budgethåndtering og rådgivning om marketingstrategi.
“Vores plan med WIMA Media har hele tiden været, at vi vil hjælpe mindre spillere i og omkring Hillerød med digital marketing. Vi så både et stort behov og et sted, vi kan bidrage med det, vi kan,” fortæller William.
Han fortæller, at han bruger en stor del af sin tid på at netværke. Der bliver holdt mange arrangementer i lokalområdet for sponsorer – og derfor har WIMA også været ét af navnene, man kan spotte på væggen hos bl.a. den lokale fodboldklub.
“Vi har ikke selv brugt en krone på marketing. Til gengæld er vi til netværksmøder lokalt to gange om ugen. Så det er, hvad det koster for os. Og så har vi gjort en stor indsats for at komme rundt hos lokale erhvervsdrivende, fordi vi tror på mund-til-mund. Vores filosofi er, at vi skal levere noget godt, så vores kunder har lyst til at tale godt om os.”
EK-projekt fra start til nu
I horisonten er der et par projekter, der går uden for grænserne af Hillerød. Men rødderne er slået med tanke på at blive, fortæller William og Mattias.
I oktober 2025 åbnede de deres eget kontor i Hillerød. Her er der også blevet plads til et professionelt content-studie, som giver mulighed for at producere i en helt ny skala.
Samtidig har de fordoblet antallet af timer i virksomheden, så der i dag er tre fuldtidsansatte udover dem selv. To af dem er tidligere EK-studerende, så virksomheden er lidt af et EK-projekt fra start til nu, fortæller Mattias.
Både deres videograf og marketing manager er uddannet fra EK i Hillerød – og den ene var endda virksomhedens første praktikant.
“For to år siden var vi på nul. Nu forventer vi at omsætte for 5 millioner kr. i 2026 og har tre ansatte. Så ja, udover en god rygsæk og vores første kunder, har vi også fået dygtige folk med fra EK. Hvis det ikke var fra Hanna, Anna og Ida, der var vores undervisere på EK, så var vi ikke her i dag,” siger Mattias.
William supplerer:
“Vi har overgået alle vores egne mål. Først var det en kæmpe sejr at få vores første løn. Nu er det virkelig fedt at prøve at bygge en arbejdsplads, man selv vil være en del af. Det er blevet større end os selv. Flere kender WIMA Media end William Momberg. Og det synes jeg er fucking sejt.”