Uld mellem fingrene giver nye perspektiver på mode og materialer

En duft af sæbespåner breder sig, mens hænder arbejder koncentreret hen over et lag blød, luftig råuld. På bordene ligger gamle håndklæder dækket af uldstykker, der er lagt på kryds og tværs. Om lidt skal de forvandles til filt.

På bænkene henne ved fårene på Flynderupgård i Espergærde sidder en anden gruppe studerende fra Sustainable Fashion Tech bøjet over hver deres væv. De væver med garn lavet af uld, de tidligere på dagen kartede og bagefter spandt på ten og rok. Senere på dagen skal de prøve dogmestrik, hvor man strikker direkte med den rå helt ubehandlede uld.

For mange af de designstuderende er det første gang, de prøver at se og røre ulden, som den er, længe før den bliver til garnnøgler og metervarer.
"Vi er vant til at arbejde med materialerne, når de allerede er forarbejdede. Derfor er det virkelig spændende at se, hvor materialerne kommer fra, og hvordan de bliver til," siger Olivia.

Besøget er en del af et samarbejde mellem studieretningen Sustainable Fashion Tech og egnsmuseet Flynderupgård. Her arbejder de studerende med lokal uld fra gårdens egne får og får samtidig et indblik i gamle forarbejdningsmetoder, som dels giver en anden forståelse og som også inspirerer til endnu mere bæredygtig modeproduktion.

Fra får til færdigt materiale

På filteholdet er arbejdet efterhånden begyndt at tage form. Det, der startede som luftige totter af uld, er blevet til kompakte pandekager, der kan bruges til alt fra skosåler og computercovers til varmehætter til kaffekander.

Forvandlingen fra fluffy skyer til det tætte og slidstærke materiale sker med tre kopper lunkent sæbespånevand, som hældes over ulden. Herefter lægges et stykke bobleplast ovenpå, og så begynder arbejdet. Der gnides, presses og skubbes i cirkulære bevægelser.

Når ulden har fået massage på begge sider, rulles håndklædet sammen til en lang pølse og køres frem og tilbage igen og igen.

Det er bevægelse, der er nøglen. Mange tror, at det er varme, der får uldsweateren til at krympe til babystørrelse i vaskemaskinen. Men det er faktisk bevægelsen, der får fibrene til at gribe fat i hinanden og filte sammen.
Du kan sagtens hælde kogende vand på uld – så længe, du ikke bevæger det.

Noget andet end fabrikker og maskiner

De studerende har tidligere været på studietur til Portugal, hvor de så moderne tekstilproduktion på tæt hold. Men oplevelsen på Flynderupgård giver en helt anden forståelse af materialet.

"Vi så kæmpe maskiner gøre det samme i Portugal, men man forstår det bare bedre, når man selv prøver det. Jeg tror også, mange har valgt uddannelsen, fordi vi synes, håndværk er spændende. Det er fedt at få lov til at prøve det helt fra bunden," siger Sofie.

Allerede under kartningen og spinningen gik det op for de studerende, hvor mange processer og timer der ligger bag det materiale, som mange tager for givet.

"Det tog os næsten en time at lave en lille bitte kugle garn. Man får virkelig en forståelse for, hvor meget tid og energi der ligger i det," siger Frida.

Laura nikker.
”Det sætter nogle tanker i gang om forbrug, og om hvor mange ressourcer metervarer kræver."

Netop forståelsen for materialets rejse er noget af det, de studerende tager med sig hjem.

"Vi får tit at vide, at vi skal gå efter gode certificeringer og bæredygtige materialer. Men når man har stået med den her uld i hænderne og set kvaliteten helt tæt på, så husker man det på en anden måde," siger Sofie.

Dogmestrik scorer point

Selvom flere af de studerende allerede arbejder med uld som metervare i deres projekter, har dagen udvidet deres syn på materialet.

For Laura, der beskriver sig selv som en "uld-pige", har dagen også budt på nye oplevelser.

"Jeg strikker rigtig meget og har altid været glad for uld, men det er første gang, jeg prøver at filte. Og det er første gang, jeg prøver dogmestrik."

I dogmestrik strikker man med råuld – altså det der lander på gulvet, når man klipper et får. I stedet for at karte og spinde ulden til en nydelig og ensartet tråd, trækker man selv fibrene ud i en passende tykkelse og strikker med det med det samme.

"Jeg vidste slet ikke, at det var en mulighed," lyder det fra en af de studerende.

Laura er instant fan:

"Det er helt vildt fedt. Det skal jeg klart prøve igen. Det giver et helt andet udtryk, som man selv kan påvirke alt efter, hvor meget eller hvor lidt man trækker i ulden. Samtidig har det sit eget liv."

I teorien kan man strikke direkte fra fåret, og dermed springe alle led og processer over. Det åbner for en stor frihed og er samtidig så bæredygtigt, som det kan blive.  

Da dagen går på hæld, ligger der kunstfærdig filt, små garnnøgler og væveprøver rundt omkring på bordene. Men det vigtigste er nok ikke det, de studerende tager med hjem i tasken. Det er derimod den nye forståelse for materialet.

For når man har klappet fåret og selv har kartet, spundet, vævet og filtet ulden, kan man ikke længere betragte den som endnu en vare på en hylde. Den får historie og en helt andet værdi.