Gå direkte til indhold

Kom videre

Få hjælp og vejledning

Skriv til os, hvis du har et spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her.

  • Nyhed

Aske-ide udløste en Danish Design Award

Diana Saleh har vundet en Danish Design Award for Rumett – et cirkulært vægpanel lavet af aske fra danske kraftværker. Dermed viser hun, at affald kan blive til fremtidens byggematerialer, som endda kan genanvendes igen og igen.

Det hele begyndte i en flygtningelejr i Libanon. Her så Diana Saleh, hvordan brande ofte hærger flygtningelejre. 

På Bygningskonstruktør-studiet fik hun en ide til, hvordan asken fra vandpiber, bål og komfurer kunne bruges i en masse, som smøres på de midlertidige boliger – og potentielt forhindre de ødelæggende brande. Men også hvordan aske kan bruges i helt almindelige hjem og erstatte et af de mest brugte byggematerialer: gipspladen.

I dag står hun som vinder af en Danish Design Award 2025 med Rumett, et innovativt vægpanel der genopfinder en af verdens mest almindelige byggematerialer. 

Et alternativ til gipsplader

Rumett er et indvendigt vægpanel designet til at blive genbrugt igen og igen – ikke udskiftet og smidt væk. Det kan installeres, fjernes og geninstalleres uden brug af lim, maling eller spild. Og så er det lavet af genanvendt aske fra danske kraftværker.

Gennem hundreder af fuldskala-prototyper har hun eksperimenteret sig frem til det rigtige design, hvor kanter, teksturer og tørremetoder er finpudset til perfektion.

Juryen: globalt potentiale

Danish Design Award-juryen roser Rumett for at transformere aske til et high-performance alternativ til traditionelle gipsplader:

”Rumett genopfinder et af de mest almindelige byggematerialer ved at omdanne genanvendt aske fra danske kraftværker til et højtydende alternativ til traditionelle gipsplader. Fri for papirbelægninger og designet til adskillelse, giver det lavere miljøpåvirkning, samtidig med at det leverer stærk brand-, akustisk- og bæreevne. Den holdbare, møbellignende kvalitet betyder, at paneler kan monteres, flyttes og genbruges i stedet for at kasseres.

Rumett har et globalt potentiale, herunder i regioner hvor hurtig, robust konstruktion er afgørende. Det beviser, hvordan cirkulær tænkning og modigt iværksætteri kan gøre affald til et smukt, funktionelt materiale for de mange.”

Efter prisoverrækkelsen sendte Diana Saleh en kærlig tanke til sit uddannelsessted:  

"Jeg har lært enormt meget i tiden hos EK Inkubator og Startup Hub. Det har gjort en kæmpe forskel for mig og for Rumett." 

To EK’ere blandt de nominerede

ARC-Rack, ligeledes udviklet af EK-studerende var også nomineret til den prestigefulde pris. Begge designs er cirkulære, bygger på genbrugsmaterialer og løser praktiske behov.

"De to start-ups, der var nomineret til Danish Design Award, er et flot resultat af EK's store fokus på bæredygtighed og cirkularitet, og et bevis på hvor langt vores studerende kommer i deres projekter på uddannelserne," siger Nikolaj Storm Tost, Circular Lab Manager på EK.

Han ser nomineringerne som bevis på EK's cirkulære økosystem: 

"Fra teori i undervisningslokalet, til det praksisnære arbejde i vores lab over udfoldelse af virksomheder i start-up hubben, er begge nomineringer stærke beviser på vores økosystem. Begge virksomheder tager afsæt i affaldsressourcer, som er et stort fokus i vores cirkulære undervisning."

Om forfatteren