Gå direkte til indhold

Kom videre

Få hjælp og vejledning

Skriv til os, hvis du har et spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her.

  • Nyhed

Blomsterbuketter med evigt liv vinder iværksætter-pris

Emma Stender Hoeck vandt 10.000 kroner for sin cirkulære blomstervirksomhed Aura ved årets Entreprenørskabsfestival på Statens Museum for Kunst. Minister Christina Egelund uddelte yderligere tre priser til entreprenante studerende fra EK.

Da godt 200 entreprenante studerende pitchede deres forretningsidéer foran dommere fra dansk erhvervsliv, var det Emma Stender Hoeck, der løb med sejren i hovedkategorien 'Grow up'. Hendes virksomhed Aura – en abonnementsbaseret udlejningsservice af kunstige blomster i høj kvalitet – overbeviste dommerne med visionen om at skabe skønhed uden spild.

Nærmere bestemt laver Emma Stender Hoeck naturtro, håndbundne buketter af kunstige blomster i høj kvalitet, som udlejes på abonnement til virksomheder og private. 
Visionen er at skabe blomster, der vækker glæde og overrasker – uden vanding, visne blade eller bøvl.

Skønhed behøver ikke være flygtig

Hver måned leverer Aura en ny buket med sæsonens farver og henter den gamle retur. Buketterne kan holde hvis ikke evigt, så meget, meget længe. Men det cirkulære blomsterabonnement sikrer, at kunderne har noget nyt at kigge på og at buketterne følger årstiden. På den måde får buketterne et langt liv – fra frisørsalonen til brylluppet og videre til hotelreceptionen.

Aura viser, at skønhed ikke behøver at være flygtig. Virksomheden sælger og udlejer både kunstige blomster og vaser, og det cirkulære forretningskoncept betyder, at kunderne sparer både ressourcer og affald – uden at gå på kompromis med æstetikken.

Konventionelle blomster er meget lidt bæredygtige. Det er faktisk noget af det mest sprøjtede, der findes, og de dyrkes og fragtes langvejs fra. 
Aura er derfor et eksempel på, hvordan man kan forene æstetik og forretning på en mere bæredygtig måde.

Imponerede dommerne

Claus Gregersen, direktør for Chr. Augustinus Fabrikker, var én af dommerne og udtrykte sin begejstring for den unge iværksætter:

"Det er altid inspirerende at opleve den energi og vilje, som de unge entreprenører bringer til bordet. Deres evne til at tænke ud af boksen og omsætte deres idéer til virkelighed er ikke bare imponerende - den er også afgørende for fremtidens løsninger og et innovativt erhvervsliv. Emma Stender Hoeck kommer med den innovation til blomstererhvervet med sit ønske om at gøre det mere bæredygtigt og cirkulært."

Begyndte som en studieopgave

Ideen til Aura spirede faktisk frem som led i en opgave på Entreprenørskab & Design på EK. Emma flettede sine kompetencer fra uddannelsen sammen med flere års erfaring fra den ordinære blomsterindustri og en stor passion for interiør til start up’en Aura.

"Det er dejligt med et skulderklap. Det kan godt være lidt hårdt at være alene med det hele i sin virksomhed. Nogle gange tænker man, bliver det her til noget – er det den rigtige vej," sagde Emma Stender Hoeck, som nu studerer en top up i Creative Branding på EK.

Entreprenørskabsfestivalen på Statens Museum for Kunst samlede erhvervsliv, studerende, undervisere, forskere samt Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund som uddelte priser til tre andre iværksætter-teams fra EK - Erhvervsakademi København:

Idékonkurrencen blev vundet af Team Sixpack, som allerede har skiftet navn til AdCup - et reklamekoncept, hvor virksomheder får markant længere eksponeringstid ved at annoncere direkte på to go-kopper, som bruges dagligt af studerende. Uddannelsesinstitutionerne får gratis kopper uden bindinger, mens brands rammer en svær, men attraktiv målgruppe i øjenhøjde.

Intra-prenørskabsprisen vandt Team Imerco for deres app til Imerco, som hjælper kunderne med at handle mere bæredygtigt.

Vinder af Særprisen blev Stow 

Om forfatteren