Gå direkte til indhold

Kom videre

Få hjælp og vejledning

Skriv til os, hvis du har et spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her.

  • Nyhed

Et kursus i projekt­ledelse gav Simon nye værk­tøjer: "Jeg kunne bruge det alle­rede dagen efter"

Simon Casper­sen var nervøs over at skulle til­bage på skole­bænken. Men på kurset "Projekt­ledelse" på EK gav den praksis­nære under­visning ham den ene aha-oplev­else efter den anden – og alle­rede dagen efter kunne han bruge det, han havde lært, direkte i sit arbejde som senior campaign man­ager hos SAYSKY.

Simon er oprindeligt uddannet fotograf. Da han blev ansat hos det danske løbetøjsbrand SAYSKY, var virksomheden mindre, og hans opgaver lå tæt på det fotografiske håndværk.

Men i takt med at virksomheden voksede, voksede Simon også ind i en ny rolle med ansvar for kampagner, projektstyring og koordinering.

Han kunne mærke, at hans oprindelige uddannelse ikke længere var nok til alle de nye opgaver.

"Jeg følte mig tryg i det håndværksmæssige, men når det kom til ledelse og projektstyring, havde jeg en reel følelse af at mangle værktøjer til de nye opgaver, der begyndte at lande på mit bord," forklarer han.

Efter en anbefaling fra en ven opsøgte Simon kurset "Projektledelse" på EK, der er en del af akademiuddannelsen i ledelse, og gennem Omstillingsfonden fik han stort set hele kurset betalt. 

Omstillings­fonden

Få op til 10.000 kroner til din efteruddannelse.

Lært om onsdagen, anvendt om torsdagen

Det afgørende for Simon blev ledelseskursets tætte forbindelse til arbejdslivet. I undervisningen arbejdede han med de konkrete projekter og udfordringer, han stod over for hos SAYSKY. Derfor blev teorier og modeller ikke noget abstrakt, der skulle gemmes til senere.

"Jeg kunne gå i skole om onsdagen og møde på arbejde torsdag og rent faktisk bruge det, jeg havde lært," fortæller han.

Netop den direkte anvendelighed gav ham mange aha-oplevelser. Når underviseren Thor introducerede en model eller en metode, kunne Simon med det samme sætte sin egen problemstilling ind i den. Det skabte overblik og gjorde komplekse opgaver lettere at håndtere.

”Ofte var det egentlig relativt ligetil, når man først fik det forklaret. Men hvis der ikke er nogen, der lærer dig det, så lærer du det ikke nødvendigvis selv. Jeg oplevede mange gange at tænke: ‘Det her kan jeg helt konkret bruge til rigtig meget,’" uddyber Simon.

Under uddannelsesforløbet arbejdede Simon blandt andet med et større projekt med en international samarbejdspartner. Projektet havde deltagere på tværs af lande og tidszoner, og Simon brugte det som omdrejningspunkt for sin individuelle erhvervscase, som er en del af kursets afsluttende eksamen. På den måde blev studiearbejdet samtidig et bidrag til hans arbejde.

”Fordi jeg gjorde det samtidig med mit arbejde, oplevede jeg en meget direkte en-til-en-effekt af undervisningen,” forklarer han. 

Simon Caspersen

Simon Caspersen

Senior campaign manager hos SAYSKY

Jeg oplevede mange gange at tænke: ‘Det her kan jeg helt konkret bruge til rigtig meget’

Værktøjerne skaber værdi på tværs

I dag bruger Simon modellerne fra Projektledelse til at strukturere kampagner og skabe overblik over de mange dele, der skal spille sammen, når SAYSKY lancerer en ny kollektion.  

Kurset har samtidig givet Simon større ro i rollen. Når han møder et problem, har han nu noget konkret at falde tilbage på: Hvilken model eller metode fra undervisningen kan hjælpe ham med at forstå og løse situationen?

“En af de bedste skoleoplevelser”

At begynde at studere igen var ikke en selvfølge for Simon. Han har aldrig været særlig glad for at gå i skole, og nogle undervisningsdage krævede stor koncentration. Stoffet var nyt, og efter en hel dag kunne han være træt i hovedet. Men trætheden fulgtes af noget, han ikke havde ventet: Han blev oprigtigt grebet af undervisningen.

"Da jeg begyndte her, var min tilgang lidt: ‘Okay, så skal du i skole.’ Men jeg vil næsten sige, at det er en af de bedste skoleoplevelser, jeg har haft rent fagligt," fortæller han.

Underviserne spillede en vigtig rolle. Simon oplevede, at stoffet blev afgrænset og gjort tilgængeligt, så han kunne koncentrere sig om det væsentlige. Samtidig tog undervisningen højde for, at ledelse handler om mennesker, og at teorier og værktøjer derfor altid skal tilpasses den enkelte arbejdsplads og situation.

Også mødet med deltagere fra andre brancher gjorde indtryk. I klassen kunne Simon sparre med mennesker fra blandt andet hotel- og restaurationsbranchen og bankverdenen. De stillede andre spørgsmål og foreslog løsninger, som ingen i hans egen branche nødvendigvis ville have set.

For Simon blev projektledelseskurset derfor mere end nye kompetencer på cv’et. Det blev en personlig succesoplevelse – og gav ham lyst til at lære mere.

”Jeg har helt sikkert fået blod på tanden. For mig har det været en succesoplevelse, fortæller han. 
Simon vil gerne uddanne sig videre, når tidspunktet passer med både arbejdsliv og familieliv. Hans råd til andre er at begynde med et reelt ønske om at udvikle sig og bruge det lærte – ikke blot om at få endnu en linje på LinkedIn.

”Man skal gøre det, fordi man oplever at have nogle svagheder eller mangler, som man gerne vil rette op på,” lyder Simons afsluttende opfordring.