Gå direkte til indhold

Kom videre

Få hjælp og vejledning

Skriv til os, hvis du har et spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her.

  • Nyhed

Mads' praktik blev til globalt værktøj i Novo Nordisk

Hos Novo Nordisk fandt Mads Lodberg Gorming faglig selvtillid og forståelse for, hvordan han kan gøre en forskel i den virkelige verden. Derfor er de sammen nomineret til Årets EK-praktik.

I en stor organisation kan det være svært at se, hvordan man kan gøre en forskel.

Særligt som studerende. Og særligt, når virksomheden er global og hedder Novo Nordisk.

Det var også noget af det, Mads Lodberg Gorming var usikker på, inden han begyndte i praktik i afdelingen Logistics & Distribution hos Novo Nordisk som del af studiet økonomi og IT på EK.

Afdelingen arbejder med at sikre en effektiv logistik og distribution globalt. Her var Mads’ opgaver i krydsfeltet mellem IT, data og forretning med fokus på beslutningsunderstøttelse, kommunikation og procesudvikling.

I løbet af praktikken oplevede han at få et langt større ansvar, end han havde troet, han ville få som praktikant. Samtidig var der den nødvendige støtte fra afdelingen, så han følte sig tryg i at påtage sig opgaverne.

Særligt én opgave har haft betydning for Mads’ faglige selvtillid, mener han: udviklingen af et Transfer Tool – et dataredskab der skulle synliggøre, hvordan ændringer i logistikflows påvirker både omkostninger og CO2 -udledning.

Da projektet blev en prioritet i løbet af Mads’ praktiktid, landede ansvaret hos ham.

"Allerede tidligt i praktikken blev jeg konfronteret med min egen usikkerhed omkring, hvad jeg som studerende reelt kunne bidrage med i en stor og kompleks organisation. Og så stod jeg pludselig med et projekt, der skabte reel forretningsværdi i en af verdens største medicinalvirksomheder," fortæller Mads.

Da Transfer Tool-løsningen var færdig, præsenterede Mads den for ledelsen i området. Hans leder coachede ham grundigt, så han var klar til at præsentere vigtigste resultater klart og præcist, så de tekniske detaljer var klar i baghånden i stedet for at være hovedhistorien.

Det landede godt. Så godt, at løsningen i dag bliver brugt på tværs af området for Global Supply Chain i den verdensomspændende virksomhed.

Hør Mads fortælle om sit praktikforløb i videoen

Ifølge Alessio Doraci, der er Senior Manager i Novo Nordisk og var Mads’ praktikansvarlige, tog Mads ansvar på et ekstremt højt niveau. Faktisk så højt, at mange slet ikke vidste, at Mads ikke er en fuldtidsansat medarbejder.

"Mads tog ejerskab over alle opgaver, vi gav ham. Men endnu vigtigere: Mads tog ansvar for en utrolig kompleks opgave – og tog den til next level for os," fortæller Alessio Doraci og uddyber:

"Opgaven med vores transfer tool var svær at definere og begrænse. Der er mange faktorer, der skal indregnes, når man skal forudse konsekvenser for både bæredygtighed og omkostninger. Mads formåede at gøre det forståeligt og brugbart, så det i dag er et værktøj, ledelsen i organisationen benytter sig af."

Når Novo Nordisk får praktikanter, er det ifølge Alessio Doraci et mål at skabe et trygt miljø, hvor praktikanterne føler sig frie til at stille spørgsmål og tør udfordre status quo.

Det betyder bl.a., at de hurtigt bliver introduceret til organisationens forskellige lokationer, så de ved, hvordan organisationen hænger sammen, og at de får en dedikeret buddy i afdelingen, så der altid er én, man kan gå til udenom det rent faglige.

For Alessio Doraci var det efter praktikken selvklart, at de skulle finde en måde at få Mads ind i Novo Nordisk i længere tid.

Efter praktikforløbet er Mads derfor startet i en forlænget erhvervspraktik, så han i dag kan koncentrere sig fuldt ud om at arbejde uden at skulle bekymre sig om studiet ved siden af.

"Mads udviklede sig meget i løbet af sin praktikperiode. Han har denne her can do-attitude, som han heldigvis også bakker op med evner og grundighed. Han er en holdspiller og sådan en, man kan stole på – det er en fornøjelse at arbejde sammen med."

Fakta om Årets EK-praktik

Hvert forår kårer vi den bedste praktik på EK. 

De studerende kan indstille deres praktikvirksomhed, hvis de har haft et rigtig godt praktikforløb, og de synes virksomheden fortjener ekstra anerkendelse og muligheden for at vinde prisen som Årets EK-praktik.

De nominerede til Årets EK-praktik offentliggøres løbende her på ek.dk og på EK's sociale medier.

Vinderen af Årets EK-praktik går videre til landsfinalen, hvor studerende fra Danmarks 7 erhvervsakademier kæmper om at vinde DM i Praktik for erhvervsakademier. Her kan de vinde titlen som Danmarksmester i Praktik – og hovedpræmien på 10.000 kr. 

Om forfatteren