Gå direkte til indhold

Kom videre

Få hjælp og vejledning

Skriv til os, hvis du har et spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her.

  • Nyhed

Praktik med udvikling og hjerteblod

Michelle Andersen og Københavns Kommunes kultur- og fritidsforvaltning er nomineret til Årets EK-praktik – et praktikforløb, der viser, hvilken betydning én person og et kæmpe engagement kan have.

For Anders Hilving Kolind fra Københavns Kommunes kultur- og fritidsforvaltning (KFF) er praktik hjerteblod. Han havde sågar skemalagt hele forløbet, inden studerende Michelle Andersen var mødt op.

"Jeg har tilbudt den studerende en praktikplads, så selvfølgelig skal jeg gøre, hvad jeg kan for at gøre det så fedt som overhovedet muligt. Praktik er ikke gratis arbejdskraft, det er uddannelse. Praktikanterne skal have noget ud af det. Men hvis jeg leverer, så forventer jeg også, at de møder op med lyst til at lære," siger han.

Anders Hilving Kolind er praktikantvejleder i Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning, og det er her, energiteknologstuderende Michelle Andersen fra EK har tilbragt sit praktikforløb – og indstillet Anders Hilving Kolind og KFF til Årets EK-praktik.

Udvikling er altafgørende

I løbet af et praktikforløb går Anders Hilving Kolind meget op i den daglige dialog, at praktikanten er en del af teamet, ligesom han involverer praktikanterne i sine egne opgaver.  

"Jeg giver dem mulighed for at komme med en løsning, inden jeg kommer med min. Hvordan kunne det her løses, hvordan kan det ikke løses, hvad giver mening? For mig er det spændende at få den nyeste viden fra uddannelsen, møde nye mennesker og lære fra mig."

Hvad er det vigtigste for dig i et praktikophold?

"Det er, at jeg oplever en praktikant, som udvikler sig. Det er ikke vigtigt, hvad man er inden, men hvad man er efter – at man har udviklet sig."

Og derfor havde Anders Hilving Kolind heller ikke de store forventninger, da Michelle Andersen startede:

"Jeg forventede, at hun var teoretisk dygtig, men måske ikke så praktisk erfaren, fordi hun ikke har håndværkerbaggrund. Men hun fanger ny viden og nye problemstillinger enormt hurtigt og formår at løse alle de opgaver, hun bliver stillet, nærmest til perfektion. Hun er enormt lærenem og virkelig let at omgås – og hendes evne til at bide sig fast er beundringsværdig."

Hør Michelle fortælle om sit praktikforløb i videoen

Læring, der kan bruges i virkeligheden

Det bedste praktiksted er ikke altid det med det flotteste domicil eller det største hold af vejledere. Nogle gange er det én person med det rette engagement.

"Anders er virkelig god til at lære fra sig og vejlede, og samtidig tør han give os ansvar. Vi fik lov til selv at gå ud og kortlægge varmecentraler og radiatorsystemer. Vi fik også lov til at følge med i de forslag og løsninger, vi har været med til at finde, og se dem blive virkelighed. Fx installationen af en luft til luft-varmepumpe i en lille kontorbygning, hvor brugerne ikke kunne holde varmen," siger Michelle Andersen og fortsætter:

"Anders kan også rumme diagnoser og psykiske udfordringer, der måske ville få andre praktiksteder til at løbe skrigende væk. Det håndteres helt roligt og på en måde, der sikrer, at praktikanterne møder ind, deltager og er glade for deres dagligdag i KFF."

Undervejs i praktikopholdet har Michelle Andersen arbejdet med alt fra klimaskærm og indeklima til solcelleteori og dimensionering af anlæg.

"Det har været noget af det mest givende – at man kan bruge det, man har siddet med i undervisningen, ude i virkeligheden."

Fakta om Årets EK-praktik

Hvert forår kårer vi den bedste praktik på EK. 

De studerende kan indstille deres praktikvirksomhed, hvis de har haft et rigtig godt praktikforløb, og de synes virksomheden fortjener ekstra anerkendelse og muligheden for at vinde prisen som Årets EK-praktik.

De nominerede til Årets EK-praktik offentliggøres løbende her på ek.dk og på EK's sociale medier.

Vinderen af Årets EK-praktik går videre til landsfinalen, hvor studerende fra Danmarks 7 erhvervsakademier kæmper om at vinde DM i Praktik for erhvervsakademier. Her kan de vinde titlen som Danmarksmester i Praktik – og hovedpræmien på 10.000 kr. 

Om forfatteren

Se de andre nominerede