Rekord mange optaget på Cybersikkerhed og It-sikkerhed
Efter sommerferien begynder markant flere nye studerende på Cybersikkerhed og It-sikkerhed på EK – Erhvervsakademi København. De skal afhjælpe manglen på digitale sikkerhedsspecialister og sikre Danmark i en tid med hybridkrig og geopolitisk usikkerhed.
Ét minut over midnat den 28.juli tikkede der svar ind hos alle dem, der har søgt ind på en videregående uddannelse. Og i år kan endnu flere med drømme om at sikre Danmark ånde lettet op.
Uddannelsen i Cybersikkerhed på EK øger nemlig optaget med 83 procent, og IT-sikkerhed øges med 60 procent i forhold til sidste år.
Første hold på cybersikkerhed startede i august 2025, hvor den nye uddannelse fik rekordmange ansøgere – og langt flere end der var pladser på uddannelsen. Der blev derfor oprettet ekstra hold for at imødekomme efterspørgslen.
"Vi har kun været i gang i et år, men uddannelsen har virkelig fået fat - både i branchen og i danskernes bevidsthed. Udover uddannelsen i cybersikkerhed, mærker vi også den store interesse for emnet på vores anden uddannelse på området, nemlig IT-sikkerhed, hvor vi også har så mange ansøgere og efterspørgsel, at vi opretter et ekstra hold," siger Frederikke Bender, programchef for de digitale uddannelser på EK.
Mindre platon mere praksisnær
Med et snit på 11,5 fra gymnasiet kunne Sidse Holst Egebjerg være kommet ind på stort set alle videregående uddannelser. Valget faldt på cybersikkerhed, fordi hun gerne vil gøre en forskel:
"Hele branchen er så interessant og relevant, og det er fedt at være med til at gøre Danmark mere sikker. Cybersikkerhed har en hjælpende funktion i samfundet, som for eksempel politiet," siger hun.
Vejen dertil har dog ikke været lige. Sidse var først et smut forbi statskundskab:
"Jeg troede, jeg skulle læse noget med et højt snit. Men det passede ikke til mig – jeg fandt ud af, at det var bedre at gå efter noget, der lå tættere på mine egne interesser. Jeg er stadig meget interesseret i samfundet generelt, men statskundskab føltes abstrakt," siger Sidse Holst Egebjerg, som ønskede sig mindre Platon og mere praksis:
"It minder lidt om matematik uden at være matematik. Jeg kan godt lide det logiske i det. Og min fætter, som har læst på EK, fortalte, at på EK er alt, hvad man lærer, noget, man kan bruge til noget," siger Sidse Holst Egebjerg.
Hackere, hybridkrig og geopolitisk usikkerhed
Der er mangel på IT-sikkerhedsspecialister i Danmark, og behovet for kompetencer inden for cybersikkerhed er stort – og estimeres at blive større i de kommende år. Ifølge Dansk Erhverv kommer Danmark til at mangle 20.000 medarbejdere med evner inden for cybersikkerhed.
Behovet viser sig bl.a. gennem det store og stigende antal hackerangreb, danske virksomheder og myndigheder udsættes for. Novo Nordisk fik for nylig stjålet 1,3 terabyte fortrolig data af ”den værst tænkelige” hackergruppe, men også små- og mellemstore virksomheder rammes jævnligt.
Flere samarbejder og ny viden
Udover det almindelig optag arbejdes der på, at det bliver muligt at få merit for cyber-værnepligten. Samtidig skal nye forskningsprojekter bidrage med endnu mere viden, der kan stille danske virksomheder bedre i kampen mod hackerangreb.
"Der er hårdt brug for kompetencerne i både de store og i de mindre virksomheder. Vi er derfor i dialog med Forsvaret om at give merit for cyber-værnepligten, så der er gode muligheder for både at komme ind og komme videre. Samtidig starter vi forskningsprojekter inden for kritisk digital infrastruktur, så vi kan bidrage med endnu mere ny viden til de brancher, vi samarbejder med," siger Frederikke Bender, programchef for de digitale uddannelser på EK – Erhvervsakademi København.
Her på EK har vi haft en positiv udvikling, hvor vi lykkes med at have en stor andel af kvinder – på nogle af vores it-uddannelser er den 50 procent.
Stor diversitet og stor andel af kvinder
Cybersikkerhed går ikke kun frem på optaget. Den klarer sig også rigtig godt på et andet vigtigt parameter: i antallet kvindelige studerende. Andelen af kvinder er 20 procent på uddannelsen.
"Kvinder har historisk set været underrepræsenteret på it-uddannelser. Men her på EK har vi haft en positiv udvikling, hvor vi lykkes med at have en stor andel af kvinder – på nogle af vores it-uddannelser er den 50 procent. Vi har i det hele taget en meget divers ansøgergruppe.
Det er en bred uddannelse, hvor man kan fordybe sig rigtig meget. Ikke kun i det tekniske, men også governance og forretning. Ligesom der er rig mulighed for at gøre en forskel," siger uddannelseschef Merete Hess.
Og det passer godt til Sidse Holst Egebjerg: ”Der var ikke så stor diversitet på statskundskab. Jeg savnede, at der var en masse forskellige slags mennesker – det giver også mere plads til at være sig selv.”