- Nyhed
Science City Lyngby flytter ind på EK
Foreningen Science City Lyngby, der bygger bro mellem virksomheder, uddannelsesinstitutioner og kommunen, rykker fra november ind hos EK - Erhvervsakademi København på Firskovvej i Lyngby.
Siden 2012 har den medlemsbaserede forening Science City Lyngby arbejdet for at skabe kortere afstand mellem vidensmiljøer og virksomheder i Lyngby-Taarbæk Kommune.
Nu flytter foreningen helt tæt på de studerende, når den til november rykker ind hos EK - Erhvervsakademi København på Firskovvej.
Dermed bliver EK den naturlige ramme for møder og samtaler mellem virksomheder, skoler og andre uddannelsesinstitutioner, der er samlet i kommunen.
Anéh Christina Hajdu, der er direktør i Science City Lyngby, ser frem til det tættere samarbejde med EK – og til at invitere Lyngby-Taarbæks erhvervsaktører ind i helt nye faciliteter på Firskovvej.
“På Firskovvej deler vi hverdag og puls med en masse studerende og er samtidig tæt på områdets mange virksomheder. Vi får adgang til den nyeste viden fra de praksisrettede videregående uddannelser. Det giver os et perfekt afsæt for at styrke vidensmiljøet i lokalområdet, så endnu flere – både virksomheder, uddannelsesinstitutioner og kommende studerende – får øjnene op for de kompetencer, EK’s kandidater står for.”
Et perfekt afsæt
Prorektor på EK, Ole Gram-Olesen, ser frem til at danne fælles ramme for samarbejdet om erhvervslivet.
“Vi er utroligt glade for at byde Science City Lyngby velkommen i huset på Firskovvej. Det giver så meget mening, at vi danner ramme for møder i områdets erhvervsliv. Det tætte samspil mellem erhvervsliv og uddannelsessted er selve erhvervsakademiernes DNA,” siger Ole Gram-Olesen.
Han var blandt initiativtagerne, da foreningen så dagens lys i 2012 med det tidligere Cphbusiness som partner.
At foreningen nu kommer helt tæt på, gør på mange måder afstanden fra vidensmiljø til virksomhed endnu kortere, mener han. Samtidig understøtter det ambitionen med EK’s campus på Firskovvej, der foruden EK også huser virksomheder og studerende i egne boliger.
Fakta
Science City Lyngby blev etableret i 2012 i et tæt samarbejde mellem Cphbusiness, DTU, Lyngby-Taarbæk Kommune og lokale virksomheder.
Gennem årene har foreningen åbnet døre til samarbejder mellem blandt andre EK's inkubationsmiljø på Firskovvej og DTU’s Skylab. Der har også været udviklingsprojekter mellem Science City Lyngby, studerende og startups.
Næste weekend afholder foreningen første arrangement på Firskovvej – en Startup Bootcamp d. fredag 21. og lørdag 22. november, hvor unge i alderen 14-19 år kan øve sig i iværksætteri og lærer mere om ideudvikling, forretningsudvikling og tværfagligt samarbejde.
Science City Lyngby arbejder overordnet med at udvikle og tiltrække den nuværende og fremtidige arbejdskraft - særligt indenfor fire indsatsområder:
- Piger og kvinder i STEM
- Internationale medarbejdere, deres ægtefæller og internationale studerende
- Netværk og videndeling i lokalmiljøet
- Iværksætteri og fremtidens bæredygtighed
Medlemmer af Science City Lyngby tæller bl.a. Topsøe, Microsoft, Novonesis, COWI, IFF og også Lyngby Storcenter, Sinaturhotel og FOG.
Læs mere om Science City Lyngby
Firskovvej åbnede i 2022 som et multifunktionshus, som rummer både uddannelse, erhverv, forskning, ungdomsboliger samt fælles faciliteter i form af auditorie, restaurant og laboratorier. Et hus, som anderledes åbner sig ud mod det lokale samfund, dets erhvervsliv og borgere.