Selvstændig virksomhedsejer og digital marketing manager
”Jeg var til stede på de sociale medier, og det gik godt, men jeg ville gerne have mere konkret og målbar viden,” fortæller Alberte Højberg. Hun har valgt at læse Digital marketing manager for bedre at markedsføre sin virksomhed.
Alberte er i dag selvstændig, for som hun siger, har hun altid kedet sig ekstremt på skolebænken. Hun har altid manglet at finde den rigtige uddannelse. En, der kunne kombineres med et travlt job, og give konkrete værktøjer til at markedsføre hendes virksomhed. De seneste otte år har hun arbejdet med egen skønhedsklinik, Lashesandbrowsnord, på Nørrebro indtil hun besluttede at supplere med Digital marketing manager-uddannelsen.
“De ting, jeg drømte om at blive bedre til, dækker uddannelsen fuldstændigt.”
Databaserede planer
En af de ting, hun savnede, var bl.a. at kunne optimere sine indsatser på et databaseret fundament af analyse, strategi og målgruppeindsigt. ”Jeg vidste ikke, hvad jeg kunne bruge statistikker og målinger til, eller hvad folk gerne vil se. Hvad skal jeg poste og hvornår? " Det var noget af det, uddannelsen kunne give hende værktøjer til. “Jeg ville også forstå, hvorfor jeg fik de gode resultater,” fortæller hun.
Fra indfald til indsigt
"Før postede jeg indhold lidt i øst og vest, når jeg fik en idé,” fortæller Alberte. ”Nu er der struktur, og jeg ved, hvad der virker for, at jeg tiltrækker kunder. Jeg kan bruge data aktivt og målrette mine indsatser både organisk og betalt."
Udover at lave struktur og strategiske planer har uddannelsen fået Alberte til at se på andre dele af markedsføringen.
Hun brugte tidligere især Facebook, Instagram og TikTok i sin markedsføring. Gennem uddannelsen har hun også fået et større fokus på sin hjemmeside og synlighed igennem Google Ads - og effekten er tydelig.
Jeg kan måle mere engagement, og min visuelle identitet er blevet meget stærkere. Jeg får ros for mit indhold – og det er nemt for kunderne at finde det, de leder efter på min hjemmeside.
Det krævede tid i starten, men nu sparer hun tid.
"Selvfølgelig tog det tid at lave det hele om. Men nu er det nemmere og mere effektivt, fordi der er en plan bag."
Selvom det ikke lige var de kanaler, hun troede at hun ville få mest ud af at lære om, viste det sig at blive den største øjenåbner.
”Det var ekstremt interessant at lære, hvordan man brander sin hjemmeside. Det var ellers ikke noget, jeg troede, jeg ville finde interessant eller få særligt meget ud af.”
En praktisk og tilgængelig uddannelse
Undervisningen foregik én dag om ugen, og imellem undervisningsdagene blev deltagerne opfordret til at afprøve metoderne i praksis.
Det var det rigtige for Alberte, der som hun siger, har ”svært ved at sætte mig ned og læse en bog”.
"Jeg var overrasket over, hvor praktisk og kreativt det var. Jeg troede, det ville være tungt med meget teori.”
Selvom uddannelsen er en rigtig uddannelse – det vil sige en statsanerkendt uddannelse med ECTS-point - så er den netop kendetegnet ved sit fokus på at kombinere teori med praksis, så man får værktøjerne til at håndtere den digitale markedsføring 360 grader rundt.
"Det var langt mere hands-on, end jeg troede – og det gjorde det meget lettere for mig at lære. Det har været hands-on fra dag 1."
De medstuderende kom med forskellige typer af erfaring og fra forskellige brancher, der gav en god variation og indblik i andres erfaringer.
"Det var fedt, at vi var så forskellige – både selvstændige og ansatte. For det gav inspiration at se, hvordan vi hver især brugte det, vi lærte."
Uddannelsen til Digital Marketing Manager er designet til dem, der allerede er på arbejdsmarkedet og fx har behov for at kunne kombinere undervisningen med at passe et job, hvilket også var vigtigt for Alberte udover det faglige. ”Det lå godt for mig, og det er dejligt, at der er undervisning i dagtimerne og at det ikke er aftenskole.”
Der er opstart på uddannelsen én gang årligt i februar måned.