Gå direkte til indhold

Kom videre

Få hjælp og vejledning

Skriv til os, hvis du har et spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her.

  • Nyhed

Teknik og grøn omstilling hitter ved sommerens søgning

Søgningen til EK - Erhvervsakademi København viser stor interesse for teknik og grøn omstilling. EK's nyeste uddannelse, e-commerce og digital marketing, går også stærkt frem.

Søndag d. 5. juli klokken 12:00 var der ansøgningsfrist til de videregående uddannelser. 

Alt i alt har EK modtaget 15290 ansøgninger, hvoraf 6286 er førsteprioritetsansøgninger. 

Årets søgning viser flot fremgang i antallet af ansøgninger til de tekniske uddannelser.  Alt i alt har EK's tekniske uddannelser fået 6 pct. flere førsteprioritetsansøgninger. 

Uddannelsen til miljøteknolog er årets helt store højdespringer. Procentvist er der kommet 108 pct. flere førsteprioritetsansøgere end sidste år.  

Én af dem, der har søgt ind som miljøteknolog, er Benjamin Funk Vangsgaard. Han fortæller, at han altid har haft en stor interesse for miljø og natur. Derfor har han været på udkig efter en uddannelse, hvor han kan være med til at skubbe i den rigtige retning. 

"Jeg vil gerne være med til at gøre en forskel for miljøet og naturen. Det har jeg selv prøvet at gøre i mit eget liv, men jeg vil gerne sidde i fx en grøn afdeling og skubbe en hel virksomhed i den rigtige retning. Uanset hvor jeg lander, virker det som om, jeg kan komme til at gøre mit for miljøet med uddannelsen her," siger Benjamin Funk Vangsgaard.  

Benjamin Funk Vangsgaard er én af de ansøgere, der håber at komme ind på miljøteknologuddannelsen.

Han begyndte i sin tid på en bachelor i naturressourcer på KU, men savnede at få mere jord under neglene. 

"Det var først, da jeg snakkede med en studievejleder, at jeg fik øjnene op for uddannelsen her. Det lød meget som det, jeg lavede på universitet, men mere praktisk og med mere gruppearbejde. Og det tiltaler mig virkelig, at man kan komme ud og tage jordprøver, analysere dem og gå mere praktisk til værks. Og så virker det som et rigtig hyggeligt studiemiljø, hvor det er meget nært både fagligt og socialt." 

Stadig mulighed for at søge ind

Muligheden for at søge ind gennem kvote 1 lukkede 5. juli klokken 12. Men det er stadig muligt at søge ind på uddannelse med ledige pladser gennem efteroptag.

Der er stadig ledige pladser på enkelte uddannelser - læs mere her.

Mange muligheder

Også uddannelserne automationsteknolog og produktionsteknolog har fået flere ansøgninger end sidste år. De stiger med hhv. 9 og 2 pct. 

Det er uddannelser, der er centrale for den grønne og teknologiske omstilling, fordi de handler om at skabe smartere løsninger. Det er også det, der har fået Emil Atsuchi Oxenløwe til at søge ind på produktionsteknolog som sin førsteprioritet – og automationsteknolog som andetvalg. 

Emil Atsuchi Oxenløwe søger ind på uddannelsen produktionsteknolog.

Efter et par sabbatår, hvor tiden er brugt på at arbejde med børn og at læse matematik op, har han set sig lun på uddannelsen, fordi den giver mange muligheder. Både for variation i arbejdsopgaverne og for at arbejde inden for mange forskellige områder.  

"Jeg er ret tiltalt af, at man ikke skal sidde stille og kan komme ud og tale med nogle mennesker. Jeg kan godt lide at hjælpe mange forskellige steder – og så kan jeg godt lide smarte løsninger. Jeg har også en far, der arbejder med IT, og gennem ham har jeg fået øjnene op for programmering i det små. Og så kan jeg godt lide, at der er rigtig mange muligheder på den anden side, så jeg også kan skabe det arbejdsliv, jeg gerne vil have," fortæller Emil Atsuchi Oxenløwe.  

"En branche, der buldrer derudad"

Uddannelsen som kort- og landmålingstekniker har også fået markant flere ansøgninger end sidste år. 59 førsteprioritetsansøgninger betyder en fremgang på 74 pct. i forhold til sidste år.  

På uddannelsen får de fleste job, inden de er færdige – og kan se frem til fast lønforhøjelse hvert eneste år. Derfor er det også utroligt vigtigt, at flere har fået øjnene op for uddannelsen, mener Eva Valcke, uddannelsesdirektør på EK. 

"Det er supergodt og samtidig også virkelig vigtigt, at flere har fået øjnene op for uddannelsen, da der er stor mangel på kort- og landsmålingsteknikere i Danmark," siger hun og fortsætter:

"Mange af vores studerende får job, inden de er færdige, startlønnen er rigtig god og dimittenderne kan desuden også se frem til en fast lønforhøjelse hvert eneste år. Det er ikke så ringe. Studerende på uddannelsen kan derfor se frem til et job med høj relevans i en branche, som buldrer derudad." 

Eva Valcke

Eva Valcke

Uddannelsesdirektør på EK

Det er supergodt og samtidig også virkelig vigtigt, at flere har fået øjnene op for uddannelsen

Stor stigning på ny digital uddannelse

Også på den anden af EK's nye uddannelser, professionsbacheloren i e-commerce og digital marketing, er der flot stigning i søgningen.  

Uddannelsen har fået 102 førsteprioritetsansøgninger. Det svarer til en stigning på 38 pct. i forhold til sidste år, hvor der var første optag på uddannelsen. 

Ifølge Line Louise Hansen, der er uddannelsesdirektør på EK, viser årets søgning, at uddannelsen rammer plet. 

"Det tager normalt tid at etablere en helt ny uddannelse. Men allerede ved andet optag mærker vi, at der er stor interesse for uddannelsen blandt ansøgere og ude i erhvervslivet. Der er stor efterspørgsel på det, man lærer på uddannelsen – og der ser ud til at være gode muligheder for vores første hold dimittender, der kommer ud på arbejdsmarkedet om to års tid." 

Line Louise Hansen

Line Louise Hansen

Uddannelsesdirektør på EK

Det tager normalt tid at etablere en helt ny uddannelse. Men allerede ved andet optag mærker vi, at der er stor interesse for uddannelsen blandt ansøgere og ude i erhvervslivet.

"EK står stærkt"

Rektor på Erhvervsakademi København, Steen Enemark Kildesgaard, er glad for hver og en af ansøgningerne, der er tikket ind de seneste måneder. 

Særligt fordi det viser, at EK allerede er blevet en naturlig del af uddannelseslandskabet efter kun ét år som samlet erhvervsakademi. 

"For et år siden blev Cphbusiness og KEA til én institution. Vi er stadig ved at udvikle alt det, EK er og skal være – men allerede nu viser søgetallene, at EK står stærkt og er rykket ind i folks bevidsthed. Vi glæder os til at byde velkommen til alle, vi har plads til, når kalenderen viser august," siger Steen Enemark Kildesgaard. 

Steen Enemark Kildesgaard, rektor på EK

Fakta om sommerens optag på EK

  • I alt har EK fået 15.290 ansøgninger 

  • De tekniske uddannelser går frem med 6 procent 

  • Uddannelsen til miljøteknolog stiger med 108 procent 

NB: Tallene er foreløbige. De endelig tal bekræftes 6. juli.

Læs også