Er du tech savvy? Interesserer du dig for mode og livsstil? Er bæredygtighed en vigtig ting for dig? Så skal du studere sustainable fashion tech på EK.
Nye digitale teknologier er en del af modebranchens udviklingspotentiale, som i fremtiden skal være med til at skabe en ny og bæredygtig modeindustri.
Derfor er der brug for at uddanne nye profiler med design-, teknologi- og kommunikationskompetencer i en bæredygtig og teknologisk sammenhæng. Det kan du opnå på studieretningen sustainable fashion tech på designteknologuddannelsen.
Uddannelse med fokus på bæredygtighed
Designteknologuddannelsen er skræddersyet til at udvikle din kreativitet og tekniske færdigheder og skærpe din forretningsforståelse under én samlet overskrift: bæredygtighed.
Med designuddannelsens tre basis fagområder design, teknologi og business får du et fundament til at kunne indtage en rolle i en virksomheds værdikæde.
Designteknologuddannelsen har tre studieretninger, som alle er rettet mod mode- og livsstilsbranchen. Du skal vælge studieretning allerede, når du søger ind på uddannelsen.
Som designteknolog med speciale i sustainable fashion tech arbejder du typisk i job som:
Fashion designassistent
Produktdesignassistent
3D fashion designassistent
Design- og produktionsassistent
Teknisk designassistent
Designteknologuddannelsen indeholder mange efterspurgte kompetencer i erhvervslivet, og du bliver kvalificeret til at arbejde i både små, mellemstore og store virksomheder.
For at se denne video skal du
Muligheder for videreuddannelse
Som designteknolog kan du tage en top-up-uddannelse, der varer halvandet år, så du får en professionsbachelor (PBA). Du kan tage top-up-uddannelser flere steder på Sjælland - på EK eller hos andre erhvervsakademier.
Du kan finde information omkring løn og ledighedstal for nyuddannede fra Designteknolog på uddannelseszoom.dk.
På Uddannelseszoom kan du blandt andet se, hvilke brancher færdiguddannede fra uddannelsen arbejder i, hvilken løn en færdiguddannet fra uddannelsen i gennemsnit får, og hvor lang tid det tager en gennemsnitlig studerende at gennemføre uddannelsen.
Du har også mulighed for at sammenligne informationer om uddannelsen med andre uddannelser på netop parametrene branche, løn, iværksætteri, gennemførsel, frafald og ledighed.
Nyt om sustainable fashion tech
Nyhedsbrev
Gå ikke glip af events og ansøgningsfrister
Hver eneste dag lærer vi en masse om modebranchen, syteknik, virtuel design og bæredygtig produktion.
Det lærer du på uddannelsen
På sustainable fashion tech har du mulighed for at kombinere teknologi, bæredygtighed og mode.
Du vil under uddannelsen arbejde kreativt og innovativt med udvikling af beklædningsdesign i en vekselvirkning af analog og digital design- og produktudvikling.
Under uddannelsen vil du arbejde med trend-oplæg og designudvikling i en bæredygtig og markedsorienteret sammenhæng.
Med udgangspunkt i designmetoder, formgivning, visualisering, æstetik, kultur og trends udarbejder du koncepter, løsninger og produkter til modeindustrien.
På 3. semester skal du i et 10 uger langt praktikophold i en virksomhed i ind- eller udland. Praktikken giver dig mulighed for at afprøve dine færdigheder i praksis og få brugbare erfaringer med arbejdslivet. Dit praktikophold giver dig mulighed for som studerende at opbygge et netværk i branchen og opnå en praksisnær tilknytning til erhvervslivet.
EK har en praktikkoordinator knyttet til alle studerende, der hjælper dig med praktiske spørgsmål omkring den praktikplads, som du selv er primus motor for at finde. EK har et bredt virksomhedsnetværk, som du kan søge praktikplads i, men du kan også gå helt din egen vej, når du leder efter praktikplads, så længe virksomheden er relevant for din studieretning og lever op til vores krav.
At tage praktikken i udlandet er en enestående chance for at udvide dine kompetencer og give dit CV et internationalt præg. Praktikken foregår som i Danmark hos en virksomhed, hvor du skal være i ti uger.
Du har muligheden for at tage SU'en med dig til udlandet, ligesom du har mulighed for at søge forskellige legater i tillæg afhængig af, hvilket land du vælger.
På EK tilbyder vi en række sociale faciliteter og muligheder som fx caféer og barer, bibliotek og bordfodbold, hyggekroge og tagterrasser eller gårdhaver.
Labs og værksteder
Som studerende på studieretningen sustainable fashion tech på design og business har du adgang til Fashion Labs. Fashion Labs er en samling af kreative værksteder, som du kan benytte, når du skal udvikle tekstile produkter. Fashion Labs består af tre labs:
Fashion Lab er et værksted med symaskiner og andet udstyr til produktion af beklædningsprodukter.
Fashion Tech Lab er EK's digitale Design Studio. Her har du som studerende på sustainable fashion tech mulighed for at arbejde digitalt med design, produktudvikling og visualisering af mode- og livsstilsprodukter.
Knit Lab er et mobilt værksted, som består af både manuelle og digitale strikkemaskiner. I Knit Lab er det muligt at arbejde med forskellige former for striktyper både i hånden og på maskine bla. efter hulkort og rib-apparat.
Som studerende på design og business har du desuden god gavn af EK's mange værksteder, når du skal lave projekter på studiet. Du kan fx bruge Maker Labs 3D-printere, CNC-fræsere, t-shirt-printere eller nogle af de andre maskiner, du finder der. Du kan også gå i Tech & Story Lab, hvor du fx kan låne kameraer, mikrofoner og VR-gear eller bruge podcast- eller fotostudiet.
På vores adresse på Guldbergsgade 29N hedder fredagsbaren Guldbar, hvor du kan være med som frivillig eller bare hænge ud. Du er også velkommen i EK's øvrige fredagsbarer, fx Bar 16 på EK Lygten og Monkeybar på EK Prinsesse Charlottes Gade.
Designteknologuddannelsen er en 2-årig erhvervsakademiuddannelse (svarende til 120 ECTS).
På 1. semester skal du sammen med de andre designteknologstuderende have undervisning indenfor fagområderne Design, Business og Teknologi. De tre fagområder er medvirkende til at du vil kunne indtage en rolle i en virksomheds værdikæde.
På dette semester samlæser vi de tre studieretninger – sustainable fashion tech, fashion management samt marketing & communication design. Det vil sige, du går på et hold, der er inddelt i værdikædeteams, hvor hvert team består af 5-6 medlemmer, som er sammensat af studerende fra de tre forskellige studieretninger.
1. semester har udover undervisningen fokus på tilknytning og fællesskab, der gennem rammer, ritualer og oplevelser skal understøtte det gode samarbejde.
På 2. og 3. semester kommer du for alvor i gang med sustainable fashion tech. På studieretningen arbejder I med teori, metode og praksis gennem øvelser, opgaver og projekter i samarbejde med virksomheder. Du vil eventuelt få mulighed for at komme på studietur et sted i Europa i løbet af 2. semester.
På 3. semester skal du i 10 ugers praktik i en virksomhed i ind- eller udland.
På 4. semester skal du specialisere dig inden for en af nedenstående områder:
Med udgangspunkt i design og teknologi arbejdes der på dette modul med bæredygtigt design, hvor funktionalitet og fit er i fokus.
Der arbejdes med teknologi ud fra et konstruktions-, materiale- og detaljemæssigt fokus med udgangspunkt i 3D programmet CLO, Vizoo software samt 3D bodyscanner.
Dette modul tager afsæt i designmetoderne Design for Circularity og Design Thinking.
Det cirkulære mindset i et værdikædeperspektiv er udgangspunkt for udvikling af design og formgivning til bæredygtig beklædning.
Der lægges stor vægt på den kreative designproces, på praksis, og på at den studerende udforsker det cirkulære mindset.
Du skal først vælge mellem disse to moduler, når du går på 3. semester, så du får god tid til at mærke efter, hvad du brænder mest for.
På sidste del af 4. semester ligger din afsluttende opgave. I din afsluttende opgave skal du selvstændigt udarbejde et projekt i samspil med en virksomhed.
Øvrige studieretninger på designteknolog
Kom til åbent hus
Besøg os d. 4.-6. november
Mød studerende, undervisere og studievejledere, og hør mere om studieliv og videregående uddannelser.
På sustainable fashion tech er der studiestart om sommeren.
Uddannelsen er tilsluttet den Koordinerede Tilmelding (KOT), hvilket betyder, at du skal søge elektronisk på www.optagelse.dk. Hvis du opfylder adgangsbetingelserne, skal du deltage i en optagelsesprøve.
Du kan kun søge optagelse i kvote 2, og det kun er muligt at søge ind mellem d. 1. februar og d. 15. marts kl. 12.
Alle bilag til din ansøgning skal indsendes samtidig med ansøgningen og senest på dagen for ansøgningsfristen.
Du skal have bestået Engelsk C og Matematik C for at kunne søge ind på uddannelsen, hvis du kommer fra en gymnasial uddannelse. Bemærk, at EK har et lokalt adgangskrav, der er højere end Engelsk C, se mere nedenfor.
Du skal desuden bestå optagelsesprøven for at komme ind på uddannelsen. Det er resultatet af din optagelsesprøve, der er afgørende for, om du bliver tilbudt optagelse på uddannelsen.
Specifikke adgangskrav: Engelsk C og Matematik C Lokale adgangskrav: Engelsk B eller engelskkundskaber svarende til Engelsk B
Hvis du har bestået Engelsk C (bemærk, at EK har et højere lokalt adgangskrav, se mere nedenfor) og en af følgende erhvervsuddannelser, kan du søge ind på uddannelsen:
Beklædningshåndværker (med specialer eller trin 2)
Boligmontering (autosadelmager og møbelpolstrer)
Bygningssnedker
Detailhandelsuddannelse (med specialer)
Digital media
Eventkoordinator (trin 2 hvis gl. Ordning)
Grafisk tekniker
Guld- og sølvsmed (med specialer eller trin 2)
Handelsuddannelse (med specialer)
Maskinsnedker
Mediegrafiker (trin 2 hvis gl. Ordning)
Møbelsnedker og orgelbygger
Skiltetekniker
Snedker (med specialer)
Teater-, udstillings- og eventtekniker (med specialer)
Teknisk designer
Ædelsmed (med specialer)
Du skal desuden bestå optagelsesprøven for at komme ind på uddannelsen. Det er resultatet af din optagelsesprøve, der er afgørende for, om du bliver tilbudt optagelse på uddannelsen.
Specifikke adgangskrav: Engelsk C Lokale adgangskrav: Engelsk B eller engelskkundskaber svarende til Engelsk B
Hvis du har fuldført en erhvervsuddannelse med en normeret varighed på 3 år eller mere (som ikke er nævnt på listen ovenfor), skal du have bestået Engelsk C og Matematik C for at kunne søge ind på uddannelsen. Bemærk, at EK har et højere lokalt adgangskrav end Engelsk C, se mere nedenfor.
Du skal desuden bestå optagelsesprøven for at komme ind på uddannelsen. Det er resultatet af din optagelsesprøve, der er afgørende for, om du bliver tilbudt optagelse på uddannelsen.
Specifikke adgangskrav: Engelsk C og Matematik C Lokale adgangskrav: Engelsk B eller engelskkundskaber svarende til Engelsk B
Hvis du har taget adgangseksamen til ingeniøruddannelsen og har bestået Engelsk C (bemærk at EK har et højere lokalt adgangskrav, se mere nedenfor), kan du søge ind på uddannelsen.
Du skal desuden bestå optagelsesprøven for at komme ind på uddannelsen. Det er resultatet af din optagelsesprøve, der er afgørende for, om du bliver tilbudt optagelse på uddannelsen.
Specifikke adgangskrav: Engelsk C og Matematik C Lokale adgangskrav: Engelsk B eller engelskkundskaber svarende til Engelsk B
Hvis du ikke opfylder de formelle adgangskrav, kan du søge om optagelse med særlig tilladelse på baggrund af en individuel konkret vurdering (IKV).
I en IKV vurderer EK, om dine samlede kompetencer kan sidestilles med opfyldelse af de formelle adgangskrav til uddannelsen. Du skal dokumentere kompetencer, der kan sidestilles med opfyldelse af de formelle adgangskrav, og du skal dokumentere, at du opfylder de specifikke adgangskrav.
Hvis du ønsker at søge om optagelse med særlig tilladelse, skal du overholde følgende ansøgningsfrister:
Sommeroptag: 15. marts kl. 12.00
Vinteroptag: 15. oktober kl. 12.00
Nedenfor kan du læse mere om ansøgningsprocessen samt finde ansøgningsskemaet til IKV:
Alle, der opfylder adgangsbetingelserne, skal deltage i en optagelsesprøve.
Optagelsesprøven skal løses online. Prøven består af forskellige opgaver, og din løsning af optagelsesprøven skal vise din kreativitet, faglighed og innovationsevne samt evne til at arbejde ud fra et givent inspirationsmateriale.
Når du returnerer prøven til os, skal du samtidig vælge hvilke(n) studieretning(er) du søger optagelse på, så det er en god idé, at sætte dig grundigt ind i de forskellige studieretninger allerede nu.
Du skal købe undervisningsbøger, materialer og IT-programmer for ca. 6.000 kr. i løbet af uddannelsen.
Derudover vil der være løbende udgifter til materialer, tekstiler og sytilbehør til projekter samt udgifter ifm. ekskursioner.
Hvis en studietur bliver aktuel, vil den udgøre en udgift på 4-5.000 kr.
Computeren er et vigtigt arbejdsredskab, derfor er det vigtigt at have en kraftig computer, der understøtter 5GHz netværk, har Nvida RTX grafikkort og mindst 16 GB RAM (3D visualiseringer kræver en stærk computer).
Som studerende på EK kan du downloade Office-pakken gratis.
Du skal regne med i gennemsnit at bruge ca. 43 timer om ugen på din uddannelse. Den tid er delt op i forskellige aktiviteter, som fx undervisning og forberedelse.
Studieaktivitetsmodellen viser dig, hvad der som minimum forventes af dig som studerende på EK.
På EK er alle uddannelser tilrettelagt som fuldtidsstudie.
Vi forsøger dog at skabe rammer, hvor du både kan studere på fuld tid og passe et fritidsarbejde, så du samtidig med dit studie kan styrke dine erhvervskompetencer. Derfor har du typisk to halve eller en hel skemafri dag per uge, som du kan bruge på dit studiejob, sammen med din studiegruppe eller på din egen forberedelse.
Du skal dog forvente, at dit fritidsarbejde primært skal placeres aften og weekend.
På EK's designteknologuddannelse veksler vi mellem teori og praksis, så du hele tiden prøver, øver og tester på baggrund af det, du har lært teoretisk.
På 1. semester er undervisningen bygget op af basismoduler i Design, Teknologi og Business, som er fælles for alle designteknolog-studerende uanset studieretning. Der vil være forelæsninger og oplæg med mange studerende i lokalet. Imellem forelæsningerne arbejder du i teams, der er sammensat på tværs af studieretningerne.
De øvrige tre semestre er fokuseret på sustainable fashion tech. Undervisningen veksler mellem projektarbejde og teori. Teoriundervisningen foregår som holdundervisning. Øvelser og projekter løses både individuelt og i teams. Ofte bygger projekterne på cases eller konkrete opgaver i samarbejde med virksomheder. Vores undervisere guider dig og dine medstuderende i teamsamarbejdet og giver løbende feedback og vejledning på opgaverne.
I perioder med større projekter og i eksamensperioder vil der være løbende vejledning og mindre eller ingen undervisning.
Færdige projekter og opgaver får feedback og/eller en karakter. Du vil opleve, at du ikke får nær så mange karakterer, som du måske er vant til. På sustainable fashion tech lærer vi på baggrund af feedback og refleksion. Det er helt okay at fejle, for det lærer man også rigtig meget af. Ofte vil det være dine medstuderende, der giver dig feedback på dine opgaver, ligesom du bliver god til at give feedback til dem.
De tre første semestre afsluttes med en semesterprøve. På 3. og 4. semester vil der også være valgfagsprøve, praktikprøve og afsluttende projekt, som skal forsvares mundtligt.
Har du spørgsmål til uddannelsen, er du altid velkommen til at kontakte vores studievejledere, som står klar til at hjælpe dig.
Kontakt studievejledningen på studievejledning@ek.dk eller ring på 36 15 45 15 – vores telefonvejledning er åben alle hverdage kl. 9-11, undtagen onsdag.
Vær opmærksom på, at studievejlederne varetager telefonen på skift, og det er derfor ikke sikkert, at du kan få fat i en specifik studievejleder samme dag.
Hvis du gerne vil opleve, hvad det vil sige at være studerende på EK, kan du tilmelde dig et brobygningsforløb for dig eller din klasse.
Når du besøger EK på brobygning, får du mulighed for at møde kommende medstuderende, og du får indblik i det studiemiljø, som du vil blive en del af. Det giver dig et godt udgangspunkt for at træffe den rigtige beslutning, når du skal vælge videregående uddannelse.