Gå direkte til indhold

Kom videre

Få hjælp og vejledning

Skriv til os, hvis du har et spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her.

  • Nyhed

Fra Formel 1-mekaniker til personaleansvar med diplom i ledelse: "Det er håndgribeligt, brugbart og ligetil”

Emilie Rath fik øjnene op for ledelse, da hun var Formel 1-mekaniker. I dag har hun ledelsesansvar for 60 lærlinge og adskillige medarbejdere. En diplomuddannelse i ledelse giver hende papir på det, hun kan, og værktøjerne til at blive en endnu bedre leder.

Hun brænder for motorer. Og ledelse.

På mange måder har det første banet vej for det andet for Emilie Rath, der i dag læser en Diplomuddannelse i Ledelse på KEA.

Drømmen var i første omgang at blive Formel 1-mekaniker. Det blev hun – som den første og foreløbigt eneste danske kvinde nogensinde – og var i en årrække også med til at vinde løb som mekaniker for Mercedes-holdet.

I dag er drømmen en lidt anden, selvom motorer og maskiner stadig er i centrum. Hun vil skabe Danmarks bedste læreplads hos entreprisevirksomheden Wicotec Kirkebjerg, hvor hun i dag har ledelsesansvar for 60 lærlinge og flere medarbejdere.

Førstehåndserfaringrr brugt i praksis

Vejen gik ikke direkte fra verdens Grand Prix’er til et job med ledelsesansvar. Faktisk havde hun slet ikke forestillet sig, at hendes karriere skulle gå i retning af ledelse, da hun arbejdede som Formel 1-mekaniker. Alligevel har Formel 1-tiden formet meget af hendes forståelse af ledelse, fortæller hun.

“Formel 1 er ikke bare en sport. Det er også en arbejdsplads i verdensklasse. Det er topprofessionelt hele vejen rundt. Så det er der, jeg begyndte at få øjnene op for ledelse – og for hvad ledelse er, når det fungerer rigtig godt, og når det ikke fungerer særlig godt. Det er ikke fordi, jeg tænkte, at jeg ville være leder, men det gik i hvert fald op for mig, hvad god og dårlig ledelse er.”

De første erfaringer med ledelse fik hun, da hun landede en stilling som teknisk teamleder hos Ford i UK & Irland med ledelsesansvar for et team på fem.

“Jeg kunne stille og roligt prøve nogle af de ting af, som jeg har lært om ledelse fra Formel 1. Og det var der, ledelse begyndte at blive interessant, for jeg syntes, at jeg manglede nogle redskaber. Jeg havde selvfølgelig Formel 1, men jeg havde ikke det fundament, jeg havde behov for, for både at kunne lede mit team og udvikle mig individuelt, og samtidig lede i den retning, vi gerne ville med forretningen.”

Emilie Rath

Emilie Rath

KEA Ambassadør for Diplom i Ledelse

Uanset hvor erfaren man er som leder, er der altid plads til forbedring. Diplomuddannelsen i Ledelse giver dig værktøjer og ressourcer til at fortsætte din udvikling som leder

Netværk og udvikling

Ifølge Emilie Rath, har Diplomuddannelsen i Ledelse også skærpet hendes selvrefleksion og gjort hende mere opmærksom på egen ledelsesstil. Og så er hun ikke i tvivl om, at hendes kollegaer kan mærke en tydelig forskel på arbejdspladsen.

Hun fremhæver netværket, der følger med at tage uddannelsen, som én af de vigtigste faktorer for dén udvikling.

“Jeg har fået et værdifuldt netværk af ledere fra forskellige brancher. Det er utroligt givende at høre om de udfordringer, andre sektorer står overfor. Jeg får rigtig meget ud af at møde andre ledere, og høre om deres problemstillinger, tilgange og løsninger. Og så ved man jo aldrig, hvem man møder igen senere,” siger hun.

Med uddannelsen håber hun på at få værktøjerne til at kunne fortsætte sin udvikling mange år ud i fremtiden.

“Jeg tror på vigtigheden af konstant personlig udvikling og vedvarende læring. Uanset hvor erfaren man er som leder, er der altid plads til forbedring. Diplomuddannelsen i Ledelse giver dig værktøjer og ressourcer til at fortsætte din udvikling som leder på lang sigt,” siger hun.

Hendes bedste råd til folk, der overvejer at læse uddannelsen, er derfor at huske, at det ikke er så skræmmende at vende tilbage til skolebænken, som det måske kan virke og bare kaste sig ud i det – for der er meget at hente:

“Du vil møde dedikerede og kompetente undervisere, som forstår, at det kan være nogle år siden, du sidst har været i skole. Så vær åben og positiv over for uddannelsen – den kan åbne døre til nye muligheder og personlig udvikling.”

 

Læs mere om Diplom i Ledelse

Denne nyhed er udgivet på KEA, før KEA og Cphbusiness blev sammenlagt til EK. Navne og titler kan derfor have ændret sig. Det ændrer dog ikke på den gode historie.

Om forfatteren

Relaterede nyheder