Gå direkte til indhold

Kom videre

Få hjælp og vejledning

Skriv til os, hvis du har et spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her.

  • Nyhed

Mødet med andre brancher ændrede Tinas syn på ledelse: "Før gjorde man jo bare"

Mødet med ledere fra banker, IT-virksomheder og restaurationsbranchen gav skoleleder Tina Skou Lasskogen nye perspektiver på ledelse.

"Fra den ene dag til den anden bliver man leder."

Tina Skou Lasskogen er skoleleder på et psykiatrisk børne- og ungehjem, og i sit første lederjob stod hun pludselig med ledelsesansvar uden at være uddannet til opgaven. 

"I starten skal man lige finde hoved og hale i det, men på et tidspunkt blev jeg klar til at uddanne mig," siger hun. 

Valget faldt på diplomuddannelsen i ledelse på EK, hvor hun har læst faget det personlige lederskab og forandring ved siden af jobbet i psykiatrien. 

Fra intuition
til indsigt

Én central erkendelse kom tidligt i forløbet, fortæller Tina Skou Lasskogen: 

"Man er ufaglært i job, når man er leder uden uddannelse."

Diplomuddannelsen gav hende et fagligt fundament at stå på. 

"Når man begynder at få uddannelse i ledelse, kan man begynde at forholde sig til det i stedet for at gøre det intuitivt. Man får konkrete værktøjer og redskaber, som gør, at man kan overveje, om man vil gøre noget anderledes, og om man gør det godt. Det bliver mere nuanceret. Før gjorde man jo bare," siger hun. 

Hun er blandt andet blevet mere opmærksom på, hvilken rolle hun selv indtager som leder. 

"Der har været meget om mit eget kropssprog, hvad jeg sender ud, og hvad man sender ud, når man har travlt. Det har handlet om måden, man taler med medarbejdere og kolleger på, og hvordan jeg stiller spørgsmål."

Når offentlige og private ledere
lærer af hinanden

Som leder i psykiatrien overvejede Tina Skou Lasskogen først en uddannelse sammen med andre fra sundheds- og velfærdsområdet.

"De fleste i min branche vælger en professionshøjskole. Det tænkte jeg også. Men min chef sagde: Måske skal du prøve at læse et andet sted, hvor du møder andre mennesker," siger hun. 

Derfor valgte hun uddannelsen på EK. Her kom hun på hold med ledere fra banker, IT-virksomheder, restaurationsbranchen og en række andre sektorer, hvor værdier og succeskriterier ser anderledes ud end i psykiatrien. 

"Det har virkelig været givende at møde nogen, der kommer fra andre værdier og bliver målt på en anden måde. Men vi er jo i samme stilling. Vi er alle ledere."

Og forskellene mellem brancherne blev en kilde til gensidig inspiration og nye perspektiver på trivsel, ledelse og resultater. 

"Det har vi lært meget af begge veje. Det er bløde værdier, men det er også en forretning. Omvendt har de lært, at selvom de måles meget på fakta-ting, så skal man også trives på de bløde værdier." 

Tina Skou Lasskogen

Tina Skou Lasskogen

Skoleleder på et psykiatrisk børne- og ungehjem

Det har virkelig været givende at møde nogen, der kommer fra andre værdier og bliver målt på en anden måde. Men vi er jo i samme stilling. Vi er alle ledere.

Meget mere 
end værktøjer

Da Tina Skou Lasskogen begyndte på uddannelsen, var forventningen klar: 

"Tit taler vi ledere om, at vi ikke har overskud til at tage en lederuddannelse. Vi vil bare gerne have nogle værktøjer og noget konkret, vi kan gøre."

De værktøjer fik hun, men hun fik mere end det. 

"I virkeligheden er det meget mere end værktøjer. Det er en tilgang. Det er måden, man lige pludselig ser ledelse på, som har den største værdi."

Samtidig blev hun overrasket over, hvor tæt undervisningen lå på hendes job som leder. 

"Jeg troede, undervisningen ville være mere distanceret med teori, man skulle læse, men jeg har kunnet koble det meget på min praksis."

Leder på et
oplyst grundlag

I dag oplever Tina Skou Lasskogen, at uddannelsen har påvirket måden, hun leder medarbejderne på: 

"Jeg tror, at de kan mærke, at jeg agerer anderledes til møder, eller hvis de spørger om noget. Så giver jeg dem ikke svaret med det samme, men prøver at få dem til at reflektere selv."

Hun har også fået et mere nuanceret forhold til sin egen lederrolle. 

"Jeg har lært, at selvom jeg gerne vil køre blød magt, så har jeg stadig magten. Og nogle gange bliver man faktisk nødt til at indtage positionen som leder. For det skaber tryghed."

Når hun ser tilbage på faget, står følelsen af at have fået nye perspektiver stærkest. 

"Jeg har det, som om jeg er blevet oplyst. Jeg føler, at jeg er gået rundt med halvt lukkede øjne, og nu er de blevet åbnet. Det er også lidt irriterende, for jeg kan ikke gå tilbage og bare gøre, som jeg plejer. Nu leder jeg på et oplyst grundlag."

Læs mere om det personlige lederskab og forandring

Vil du vide mere om faget det personlige lederskab og forandring og diplomuddannelsen i ledelse, som faget er en del af? Så kan du blive klogere her:

Det personlige lederskab og forandring Diplomuddannelsen i ledelse

Tina Skou Lasskogen blev leder, før hun blev uddannet i ledelse. I dag læser hun diplomuddannelsen i ledelse på EK.

Læs også