Gå direkte til indhold

Kom videre

Få hjælp og vejledning

Skriv til os, hvis du har et spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her.

  • Nyhed

Nicoline fik ansvar fra dag ét – og udviklede sig af det

Tillid, ansvar og et trygt arbejdsmiljø gav Nicoline pladsen til at afprøve teorier og omsætte det til løsninger, der gav værdi i praksis. Derfor er hun og Insight Events nomineret til Årets EK-praktik.

At skulle finde løsninger, når tiden er knap, kan være en ubehagelig oplevelse.  

Men for Nicoline Dalvang Lakkham var det netop sådan en situation, der gjorde hendes praktikforløb til noget særligt.  

Hun har været i praktik i eventvirksomheden Insight Events som del af uddannelsen innovation og entrepreneurship på EK.  

Fra første dag oplevede hun at blive mødt med både høj tillid og højt ansvar.  

Det viste sig bl.a. ved, at hun i starten af sit praktikforløb fik ansvar for at organisere og afvikle et område på festivalen HÅNDVÆRK.  

Det betød kontakt til udstillere og samarbejdspartnere, indsamling og planlægning af materialer, budgetbevidste løsninger, fysisk indretning af området samt ansvar for, at området fungerede under selve eventet. 

Dagen før eventet meldte en samarbejdspartner ud, at de alligevel ikke kunne levere de materialer, som skulle fylde størstedelen af området.  

"Situationen var kritisk og tidsfølsom, men jeg blev fastholdt i ansvaret. Jeg tog dialogen igen, undersøgte alternative muligheder og fandt i samarbejde med både samarbejdspartneren og teamet en løsning. Det var en presset situation, men også en meget lærerig erfaring, som tydeligt viste mig, hvordan ansvar og tillid hænger sammen i praksis," siger Nicoline.  

Situationen har været kendetegnende for hendes forløb. Og derfor har hun indstillet sit praktikforløb hos Insight Events til prisen som Årets EK-praktik. 

"Insight Events adskiller sig ved, at praktikanter ikke bliver skånet, men inkluderet. Kulturen er åben og præget af et stærkt fællesskab, hvor der er plads til at stille spørgsmål og lære af fejl. Jeg har fra dag ét følt mig tryg og oplever, at både kollegaer og ledelse – herunder direktøren – møder medarbejdere og praktikanter på øjenhøjde," fortæller hun. 

Hør Nicoline fortælle om sit praktikforløb i videoen

Ifølge Maria Jarl, der er Events Operations Manager i Insight Events og ansvarlig for Nicolines praktikforløb, har Nicoline udmærket sig ved at have en enorm ja-hat på.  

Hun fortæller, at de fra starten lavede en klar plan for Nicolines praktikforløb ud fra hendes egne ønsker om, hvad hun gerne ville nå at lære. Og det viste sig at være ‘det meste’.  

"Jeg mærkede hurtigt, at Nicoline har mod på at prøve en masse ting af. Derfor har vi også forsøgt at give hende projekter, hvor hun kan løbe med bolden – og spille den tilbage, hvis hun har brug for hjælp," siger Maria Jarl og fortsætter: 

Det har gjort det muligt at give nogle konkrete opgaver, hvor hun selvstændigt kan tage ansvar for projektet.  

Udover området ved HÅNDVÆRK-festivalen har Nicoline også stået for at gentænke indholdet og udformingen af Insight Events evalueringer til brug under og efter deres arrangementer. En model, der nu er blevet fast inventar hos Insight Events. 

"Hun er virkelig god til at analysere til det, hun kigger på, og så er hun god til at komme med forslag til forbedringer. Det, hun har lavet, bruger vi nu og sender ud til partnere," fortæller Maria Jarl. 

Hun fortsætter: 

"Udover at være en dejlig person, der spreder god energi, griber hun alt, hvad man giver hende. Samtidig er hun virkelig grundig og struktureret. Og så forstår hun, hvordan man er en god kollega. Derfor har det også bare været en fornøjelse at have Nicoline som praktikant." 

Fakta om Årets EK-praktik

Hvert forår kårer vi den bedste praktik på EK. 

De studerende kan indstille deres praktikvirksomhed, hvis de har haft et rigtig godt praktikforløb, og de synes virksomheden fortjener ekstra anerkendelse og muligheden for at vinde prisen som Årets EK-praktik.

De nominerede til Årets EK-praktik offentliggøres løbende her på ek.dk og på EK's sociale medier.

Vinderen af Årets EK-praktik går videre til landsfinalen, hvor studerende fra Danmarks 7 erhvervsakademier kæmper om at vinde DM i Praktik for erhvervsakademier. Her kan de vinde titlen som Danmarksmester i Praktik – og hovedpræmien på 10.000 kr. 

Om forfatteren